”Velkommen igen, Guds engle små” – og velkommen igen hver og én i kirken til julegudstjeneste! Juleaftenseftermiddag og juledags morgen må vi samles i kirken, alle vi der for kortere eller længere tid siden selv er kommet til verden – for at fejre, at det er det, Gud gør: Kommer til verden. Kommer til verden, så at verden selv kan komme til, i sit Ord. Kommer til verden i skikkelse af barnet. Barnet født i Betlehem – som lyset i mørket: Det sande lys, som skal oplyse ethvert menneskeliv. Kaste, helt fra julenat i stalden i Betlehem, sit nådens og sandhedens lys på dit og mit liv. Så at vi ser underet, selve livets under, helt nært, som et lille barn i favnen. Som det under at vi hver især også denne dag er kommet til verden, ud af nattemørket, ud af fjerene, endnu engang på benene og via den ganske særlige gangart vi kalder for kirkegang, nu kommet ind i kirken til julegudstjeneste: Velkommen igen, Guds menneskebørn! ”Hjerte, løft din glædes vinger! – Kristus lod sig føde!”

Jeg kan godt lide det udtryk: ”at komme til verden” – der ligger så meget godt gemt heri. Forstået, også, som både det der skete engang, og det der sker igen og igen: at vi kommer til verden. Om underet der skete engang – dengang du og jeg blev født til verden – skriver Bill Bryson i indledningen til bogen ”En kort historie om næsten alt”: ”Velkommen. Og tillykke. Det glæder mig, at du klarede den. Jeg ved godt, at det ikke var let at komme herhen. Faktisk vil jeg tro, at det var en del sværere end du er klar over. – Allerførst er det sådan, at for at du skal være her nu, har billarder af omstrejfende atomer skullet samle sig på en indviklet og besynderligt imødekommende måde for at skabe dig. Det er et arrangement så specialiseret og egenartet, at det aldrig er blevet forsøgt før, og det kommer kun til at eksistere denne ene gang. Gennem de næste mange år (må vi håbe) vil disse bittesmå partikler uden at kny deltage i alle de milliarder af sindrige samarbejdsaktiviteter, der skal til for at holde dig intakt og lade dig opleve den yderst behagelige men generelt undervurderede tilstand, der kaldes tilværelsen.” Engang vil disse atomer ”stille og roligt gå fra hinanden for at blive noget andet. Og så er det slut med dig. – Og dog så kan du fryde dig over, at det overhovedet sker (at alle disse atomer for en tid hænger sammen som dig og mig). I bred almindelighed sker det nemlig ikke i universet, så vidt vi ved.” Og engang, før begyndelsen, var der intet – ”slet intet, noget sted.” – ”Så gud være lovet for atomerne”, som Bill Bryson skriver det i ”En kort historie om næsten alt”.

Og Gud være lovet for Ordet/ordet (og det både med stort O og lille o (NB. omikron på græsk!)) – Gud være lovet for ordene og sproget. For bevidsthed, tanke og forestillingsevne, som er den særlige måde, vi – som mennesker – kommer til verden. Og verden, så at sige(!), kan komme til os: Gennem sproget. Gennem ordene, som vi efterhånden som vi vokser op, kan få sat på verden. Lige fra ”mor”, ”far”, ”hus”, ”hest”, ”jul” og ”lys” til ord så, i sig selv, vidunderlige og nyskabende som de bibelord, vi hvert andet år hører juledag – ”begyndelsens ord”: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden” (Joh 1,1 ff.) – ja, sagt med de uforglemmelige ord i Johannesprologen (som bør læres udenad som Fadervor): ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til at det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.”