Jeg kendte engang en gammel mand. En, gennem hele livet sparsommelig og nøjsom gammel ungkarl nu midt i firserne med fire millioner på kontoen. Han var frustreret over, at han på grund af sin opsparing og sparsommelighed ikke var berettiget til nogle som helst pensionstillæg fra det offentlige, som alle mulige andre, der ikke havde sparet op, kunne få. ”Jeg bruger 100.000 kroner af opsparingen hvert år – og det kan jo ikke blive ved med at gå”, som han sagde det. ”Nej”, sagde jeg til ham, ”men så vidt jeg kan regne ud, så skal du blive hen i retning af 130 år, før det for alvor bliver kritisk. Så mon ikke det nok skal gå!”

Vi har SÅ mange måder at ”samle os skatte” og ”samle til huse”. Også selv om der bliver ryddet grundigt op, og kørt læssevis på genbrugspladsen, og vi flytter fra store ejendomme til tiny houses og mindre lejligheder. Nissen (den berømte) har det med at flytte med.

Jesus taler stærkt kritisk om griskhed af enhver art. ”Se jer for og vær på vagt over for al griskhed” (Luk. 12,13-21), siger Jesus. Og så bruger han som betegnelse for det virkeligt gode liv udtrykket ”at være rig hos Gud”. Hvad skal vi da forstå ved dette udtryk? At være ”rig hos Gud” er vel, som noget væsentligt, at have sans for livets gave. Livet og dette øjeblik, og hvert et øjeblik, du får som i grunden ren og skær gave. En fuldstændigt ufortjent Gudgivet gave. Sagt med Kingo (DDS 743,2): ”Hver morgen i min skål / en nåde uden mål / til mig nedflyder”. At kunne stå – også de dage og morgener, hvor livet meget mere ligner opgave end gave – i livstaknemmeligheden. Det er velsignet godt og givende og i sig selv en Guds gave.

Amerikanske Henry David Thoreau skriver fra midten af 1800-tallet i bogen ”Walden – livet i skovene” om kærligheden til naturen og det enkle liv. Thoreau skriver fra en periode på to år, hvor han levede og boede i sin lille selvbyggede hytte og omkringliggende jordlod i skoven ved søen Walden Pond i Concord, i Massachusetts. Nøjsomt, såre enkelt og ofte noget nær lykkelig. Med de berømte ord: ”Jeg flyttede ud i skovene fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger og se om jeg ikke kunne lære hvad det havde at lære mig, så jeg ikke når min død nærmede sig, skulle opdage at jeg ikke havde levet.”

Der er noget sært moderne eller aktuelt, evigt aktuelt(!) over denne næsten 200-årige tekst. Thoreau taler stærkt kritisk om at ville spare op for at sikre sig: ”Denne anvendelse af livets bedste år til at tjene penge for at kunne nyde en tvivlsom frihed i den mindst værdifulde del af det får mig til at tænke på den englænder der rejste til Indien for at skabe sig en formue, så han siden kunne vende tilbage til England og leve en digters liv. Han skulle være flyttet op på et tagkammer med det samme.” Og et andet sted skriver han: ”jeg vil sige til mine medmennesker én gang for alle: Lev frit og ustraffet så længe I kan. Det gør kun en lille forskel om man er indsat som ejer af en gård eller som fange i et fængsel.” Thoreau ser hen til indianeren, der med sin wigwam lever et liv, hvor boligen ikke er meget mere end et godt stykke overtøj.

Ja, ja – sikkert er det, at – med Jesu ord: ”et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod” – men at det bedste og mest livgivende af alt er, at være ”rig hos Gud” – velsignet, og elsket, og båret ind gennem både livet og døden.