Det er nok noget af det bedste, der findes her i livet – at blive budt velkommen. Som filosoffen Hannah Arendt engang sagde det i en tale: ”Bedre end at blive anerkendt er det at blive budt velkommen”. Blive fri for at skulle vurderes og vejes eller noget som helst på forhånd men blot og bar blive budt velkommen. Så er man, ligegyldig hvor og hvor langt ude det måtte finde sted – så er man hermed rykket fra udkanten ind mod midten. Ind i varmen og medmenneskeligheden. Et godt sted. Et velsignet godt sted at være. Det står alt sammen på en særlig måde sin prøve nu hvor det er jul. Har du et sted at være? Et sted at komme hjem til? Et sted at blive budt velkommen, eller selv byde den ene og den anden velkommen, og dele en time eller to, en aften, et helt liv, eller bare et stykke liv, sammen med? For har du det, så er du allerede hermed ret rig.

Gud bliver menneske. Gud kommer til os i udkanten. På kanten af verden. Og vil med alt det barn Jesus repræsenterer, og er og vokser op til, bane for enhver af os vejen. Ind mod midten og varmen og kærligheden. Og det under det i virkeligheden er at have et hjem, eller steder at føle sig hjemme og blive budt velkommen.

I den forbindelse vil jeg gerne viderebringe en romangodbid, som så fint siger noget om denne store – ja, juleglæde. Det er fra romanen ”Purity” af amerikanske Jonathan Franzen, hvor hovedpersonen, den unge kvinde Purity, kaldet Pip, efter længe at have været væk, er kommet hjem på besøg hos sin mor Anabel i hytten i Redwoodskoven uden for Felton nær San Fransisco. Pips mor er endnu ikke kommet hjem fra arbejde, men Pip ved, at hun er velkommen, og er gået ind indenfor: ”Der var mørkt i hytten. Inden døre var lyden af hendes barndom, regnens trommen mod taget der kun bestod af tagspån og nøgne brædder, ingen isolation, intet indvendigt loft. Hun forbandt lyden med sin mors kærlighed som havde været lige så pålidelig som regnen i den våde periode. At vågne og høre regnen der stadig trommede ligesom den havde gjort da hun var faldet i søvn, høre den nat efter nat, havde mindet så meget om at være elsket at regnen lige så godt kunne have været kærligheden selv. Regn der trommede ved spisetid. Regn der trommede mens hun lavede lektier. Regn der trommede mens hendes mor strikkede. Regn der trommede ved juletid over det triste lille træ man kunne få gratis juleaften. Regn der trommede mens hun pakkede sine gaver op som hendes mor havde sparet sammen til hele efteråret. – En tid sad hun i kulden og mørket ved bordet i køkkenet og lyttede til regnen og følte sig sentimental. Så tændte hun en lampe og åbnede en flaske og lagde brænde i komfuret. Regnen faldt og faldt”.

Som en nåde. Som kærlighed og godhed fra himlen. Fra ens mor og andre mennesker med. Som håb og drømme, der kan gå i opfyldelse – Something better to come – og da i ganske særlig grad, når vi tør være mennesker. Når vi bliver mennesker, som Gud selv julenat i barnet, der kommer til verden i udkanten og vil vokse indover i medmenneskelighed, og aldrig uden.

”Vær velkommen, du min fred”! Ja, og min uro. Juleuroen. Fordi den må høre med, hvis vor Herre skal høre med.  Tak derfor også for uroen, som må høre til troen ligeså nært som t i alfabetet ligger på u! Troen og uroen – og trøsten – og glæden med – velkommen igen, med i virkeligheden en glædelig og velsignet jul til mennesker overalt på denne jord!