”Giv os en større tro!” sagde disciplene. Og var det fordi, de havde siddet hver især og mærket efter og følt efter inde i sig selv om, hvor lidt eller hvor meget de nu også sådan virkelig troede på det ene og det andet af det, Jesus stod for, så er det såmænd ikke så sært, at de bad, som de gjorde. For troen tåler ikke en sådan selvbeskuelse. Så damper den af. Så forsvinder den tro, der måtte have været, mens du selvforglemmende var i gang med noget andet og større – så forsvinder den som dug for solen. Så svides den af så let som ingenting.

Alt det med troen, det begynder som alt muligt andet godt her i livet med at modtage. Åbne sig for det og tage imod. Således også med hensyn til troen og al dens væsen. Troen, kristentroen, retter sig mod en anden og noget andet end mig selv: det troværdige. Dén troværdige, som er selve troens subjekt. Den, som giver mig troen og således noget at gå efter, leve for, være her for, så tilstedeværende og nærværende som muligt, lige til det sidste.

At få noget at gå efter her i tilværelsen, kunne og kan så udmærket inkludere kirkegang. Ikke bare noget men én at gå efter. Han, som kaldte sig selv for vejen, sandheden og livet. Guds ord som næring og udgangspunkt for alt, hvad jeg har at gøre.

Som Kirsten Thorup så fint fortæller det i romanen ”Bonsai” om hovedpersonen Ninas mor og hendes kirkegang: Faderen ”går i kirke til højtiderne. Som det hører sig til. Moren går hver søndag for at få den portion åndelige føde, hun har så hårdt brug for. Hun ser ikke øjnene bag ruderne, der følger hendes lette gang til kirken og hører ikke de gnavne bemærkninger om hendes renden Gud på dørene. Hun spiser grådigt af Guds ord. Ordene trænger ind i hende som regn i den tørre jord. Hun bliver helt opfyldt af ordene. De flyder gennem årerne blandet med hendes blod. Hun mærker suset, der udgår fra præstens mund. Hun drikker hans stemme som duggen, der falder tidligt om aftenen. Hun er en lille fugl, der pudser fjerene i et fuglebad af marmor på en fornem plads. Hun er i den store verden, der åbner sig mod menneskers sjæle.”

Gå i kirke, som en del af det at ha noget at gå efter. Og så ellers ud igen, og leve, så vidt muligt, tro i både det små og det store. Og lykkes det ind imellem, så er det ikke noget at bryste sig af, men del af gaven. Troens gave. Troens frugter. ”Gørelsen”, som har så godt af ”smørelsen”: Guds gode ord til os derinde til brug derude.