Jeg har ansøgt om deltagelse i et fem dages kursus, mandag-fredag, på FUV (Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter) i Løgumkloster i februar 2025. Kurset hedder ”Tro og tvivl i præstens identitet og arbejde”. Nu har jeg så modtaget en besked fra FUV med følgende ordlyd: ”Som følge af de nyligt indførte tidsregistreringsregler har FUV måttet ændre på tidspunkterne for dit kursus. Det betyder, at du i stedet for et kursusforløb fra mandag aften til fredag middag nu skal på kursus: fra mandag, kl. 12.00 til torsdag, kl. 16.00. Herved bliver det muligt at afspadsere om fredagen.”

Man tror ikke sine egne øjne! Jeg skal sandelig love for, at der her med en helt uventet aktualisering af kurset, med dets indhold i øvrigt, er lagt op til ”Tro og tvivl i præstens identitet og arbejde”. Jeg tvivler stærkt på, at der hermed, via de nyligt indførte tidsregistreringsregler, og en konsekvens som denne, skulle kunne tænkes at være tale om en respekt for mit arbejde endsige min identitet som præst i folkekirken. Tværtimod, så oplever jeg det som disrespekt, benspænd og latterliggørelse af mit arbejde som præst (læs: præstekald). ’

Min far var i mange år landmand på det lille husmandssted i Sydvestjylland, hvor jeg selv voksede op. Jeg forstod ikke rigtig, når jeg som barn af og til hørte ham sige: ”Huha, det er dejligt at være landmand – så bestemmer man selv over sin tid!” Det synes jeg jo ikke var sådan i umiddelbar overensstemmelse med det jeg så, hvor både mark og stald kaldte på min far i tide og utide. Og hvor sommerferien var en enkelt søndagseftermiddag med badetur til Rømø. Men jeg er sidenhen blevet klar over, at det min far talte om var følelsen af, i hvert fald en form for frihed. Han kunne jævnligt blive siddende en time længere med naboen ved formiddagskaffen, hvis det var det, han ville. Han kunne knokle med høet til langt ud på aftenen. Han var til rådighed, og der var nok at se til, nok der kaldte. Men det var stadig hans tid, og i vid udstrækning ham selv der med eget ansvar bestemte hvad og hvordan.

Jeg har i alle årene (snart 36) som sognepræst i folkekirken haft en lignende følelse som min fars: Huha, det er godt at være præst – så bestemmer man selv over sin tid! Eller rettere: Sådan var det. – Nå, men nu er der en arbejdsopgave, der kalder. Og jeg tror, helt uden nogen som helst tvivl, at dét er både godt og i øvrigt selve sagen i mit arbejde og min identitet som præst.