I Stine Pilgaards nyudgivne, meget velanmeldte og både sjove og sigende roman ”Meter i sekundet” – handler det om det, vi kunne kalde fortabtheden eller fortabelsen i det vestjyske. Om at flytte fra København med sin højskolelærerkæreste til Velling og højskolen ved Ringkøbing fjord. Og, for vores kvindelige fortæller, forsøget på at finde fodfæste i det helt almindelige, ofte akavede liv, lige nu som nybagt mor, kæreste og kørekortsumulius + brevkasseredaktør og sangskriver, og et i det hele taget meget talende menneske. Hun forstår ikke, at man i Vestjylland kan have noget kørende og mene, at man er sammen og har det hyggeligt, næsten uden at sige noget – og i hvert fald med lange, lange pauser i samtalen.

I romanen hører vi et sted om, hvordan hun får etableret en slags tavshedstræning med Anders Agger: ”Tre minutter, siger Anders Agger og trykker på knappen på et stopur, det går fremad. Vi har siddet på en bænk foran fjorden uden at sige noget. Han spørger, om jeg godt kan se, at man kan vænne sig til det. Jeg trækker på skuldrene, det er, som om mine ord er fuldstændig forsvundet nu… Det gælder om at have is i maven, siger Anders Agger, hvis man er stille længe nok, vil de til sidst begynde at snakke.” (s. 165-166)

Og det gør hun også selv. Hun bliver ved med at forsøge på at være eller blive sig selv i alt dette fremmede. Og finder sig stadig bedre tilrette og taget imod. – Af forstanderinden bliver hun bedt om ved midsommertide at holde den afsluttende tale til højskoleeleverne ved afslutningsfesten: ”… I tror, at ungdommen er et karaktertræk, råber jeg. I vandrer rundt i hinandens drømme med samme alvor, som var det selveste virkeligheden. I er upåvirkede af tiden, den er en uendelig slette, I slår vejrmøller på. I ikke bare lever i nuet, I er nuet, og derfor elsker vi jer. I lokker os med jeres glatte hud og klare øjne, men vi har en viden, vi holder hemmelig for jer. En dag vil jeres hud langsomt løsne sig fra knoglerne, rynkerne vil tegne ansigtet op og håret blive gradvist tyndere. Kære ungdom, siger jeg. Det er behageligt at blive ældre, men livet bliver også mere ufarligt. Man bliver sværere at slå ud af kurs og overlader scenen til andre med en træt håndbevægelse. Skarpheden forsvinder, porerne bliver større, kroppen lægger sig på plads i bløde folder, ikke kun fordi den giver op, men også fordi den finder fred.” (s. 262-263)

Hvor godt, når også kroppen finder fred. Og ikke jages i et væk af tanker og ideer om at skulle kunne holde sig ung helt ind i alderdommen. Når vi mærker, igen og igen, at vi af Guds nåde, får lov til at være her, endnu en dag, som dem vi er – inklusive alle nederlagene og forbierne. Som vi synger det med ordene i sangen fra de gode gamle Gasolindage: ”Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting som skal komme / før end livet er omme” – ja, og ind på den anden side alt det, vi kender til – ind til festen hos vor Gud og Far i Himlens sale, hvor ”med venner i lys vi tale.”