Der er talenter, og der er fallenter. Der er vindere og der er tabere. Jesus fortæller om det i sin berømte lignelse om de tre med de betroede talenter (læs Matt 25,14-30!) og deres forskellige udbytte. Og lad os nu lige få slået helt fast, at dét – som altid når Jesus fortæller lignelser – ikke i eksistentiel, i grundmenneskelig forstand, handler om forskellige personer og mennesketyper, men om hvert eneste enkelte menneske. Dig og mig, hver for sig. En vinder kan også tabe. Et talent kan gå fallit. OG en fallent kan få opgravet og opdyrket nyt talent. En taber kan blive en vinder! Nyt liv opstå. Eller som jeg hørte én sige det: ”Mennesker, der ikke kan bruges til noget, kan altid bruges til noget andet”!

Og én ting mere: Når Jesu, til hver en tid, meget aktuelle lignelse om talentudvikling, investering og risikovillighed ender med at fortælle, at den uduelige tjener ryger ”ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” – så skal vi med alt det vi måtte have i os af lydhørhed for evangeliet huske, at det er lige nøjagtig her, vor Herre går hen: Ud i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren. Ud til os til tider uduelige, totalt talentløse og fortvivlede mennesker. Her, hvor der vitterligt mere end noget andet sted er brug for det, møder vor Herre os med sin nåde og barmhjertighed. Med det, der skal til for at oprejse et menneske, så jeg endnu engang kan gå fra kulden og mørket ind i lyset og varmen. Ind til livet, hvor der tabes og vindes og aldrig vindes mere, end når vi tør sætte det hele på spild og give os hen til livet med hinanden ligeså vidunderligt og bøvlet og hårdt og godt, det kan være.

I kirken og i forståelsen af evangeliets budskab må vi holde tungen lige i munden. Hvis flid og talent her sættes i højsædet i en sådan grad, at vi tror, at det endegyldigt er det, vi dømmes på, at det endegyldigt er herudfra et menneskes værdi sættes, så er vi, evangelisk-luthersk set, gået ligeså galt i byen, som tænkes kan. ”Gode gerninger gør ikke et godt menneske, men et godt menneske gør gode gerninger”, som Luther blandt meget andet sagde det i sin forståelse af nåden som altings begyndelse. Gode gerninger, herunder flid og talentudvikling, er troens frugter. Noget, hvad så end det måtte være, som jeg har fået at gøre ved at få mulighed for det. Det er sådan, det er med livet i grunden. Livet er ikke noget, man tager (forhåbentlig da). End ikke tager for givet. For livet er en gave. Livet er noget, man får. Fra øjeblik til øjeblik. Til det sidste åndedrag. Og hvad der herefter måtte være – ja, det er ikke til at vide. Så, vi får se! Vi får se!

Den 4. februar 2012 begravede vi min farmor. En uge før sov hun stille ind i sin seng på plejehjemmet i den første time efter midnat. 103 år gammel. Et jævnt, og muntert virksomt liv på jord kom her til sin afslutning. Min farmor skal ikke helgenkåres, men hun må gerne blive nævnt, og også i klummen her, som et menneske, der gjorde det godt. Og som vi i slægten var glade for at have. Ikke i særlig grad fordi hun var her så længe, men fordi hun var her, som den hun var. Ikke fordi farmor havde særlige talenter. Og så alligevel. For, hvem kunne lave en hønsekødssuppe som hende? Hvem havde en stemme og kunne med glød og med varme, med både gråd og med grin, snakke og fortælle som hende? Hvem tænkte på os alle og huskede os og glædede sig i sit gammelkoneliv ved et besøg af en af os som hende? Og se, sådan har vi Gudskelov hver især, og sikkert endda både den ene og den anden, at tænke på her. Taknemmelige for, hvad der blev os givet af godhed og glæde, fordi der var nogle, der gav os tid og opmærksomhed, mad og menneskelig varme, et blik en hånd og som måske endda skød slet ikke så lidt ind og faktisk risikerede en hel del ved at tro på os og se os som slet, slet ikke talentløse.

Talenter er af så mange slags. De vigtigste af dem har vi næsten alle sammen fået en hel del af. Grav dem ikke ned! Dyrk dit talent! men for Guds skyld ikke dig selv! Dyrk først af alt dit talent for medmenneskelighed! Sæt rigtigt meget ind her! Dobl bare op! Det kan gå galt, men det kan også gå godt. Og godt gået er det altid, når mennesker risikerer og sætter noget, og måske endda meget, af deres eget på spil for de andres skyld. For det andet menneske – set som mål og ikke middel til mit eget snævre ve og vel. Det er den vej vor Herre er gået. Det er Menneskesønnens vej. Den er altså banet. Hvad vi nu har at gøre, er blot at gå den, og gøre alt hvad vi kan, så godt vi kan, med det vi nu hver især har fået og lige nu har at gøre godt med. Og husk det nu: Vor Herre selv er gået ud til os i mørket udenfor, fordi de mennesker, der ikke kan bruges til noget, kan altid bruges til noget andet!