Nu i september 2021 udgiver jeg en bog med titlen ”NÆR VÆR – Præstehistorier og livsfortællinger fra egnene omkring Vær”. Bogen rummer et tilbageblik henover de snart 33 år jeg har været præst i Vær og Nebel sogne ved Horsens. Hen mod bogens slutning skriver jeg under overskriften ”Nærvær Nær Vær” blandt andet følgende:

Det tog mig lang tid at forstå, hvorfor det er en god inskription at sætte på en gravsten over et menneske, du i en eller anden grad har kendt og elsket og levet sammen med og tumlet og bøvlet og bakset og grædt og lidt og glædet og frydet dig sammen med: ”Tak for alt.” Jeg tænkte længe: Er det ikke lidt rigeligt? For meget af det gode. Eller for stor en fortrængning af det, der ikke var godt, og som slet, slet ikke fortjente tak. Men hvor meget den eller de efterladte og sørgende med inskriptionen ”Tak for alt” så end måtte have tænkt på ordene som en tak til afdøde, så vil jeg tillade mig at tænke på det som ord, der først og sidst rækker længere ud, op eller ind. Kort sagt: til Gud. Det er som sådan, inskriptionen med ordene ”Tak for alt” har fået for mig den allerbedste mening og betydning: takken til Gud for intet mindre end alt. Som en fastholdelse på den tro og anskuelse, den livsholdning, at livet er i grunden og altid en gave. De dage, det ikke ligner det, da som opgave – men vel at mærke stadig: gave. Man kan jo se det på selve ordet – inden i ”opgaven” ligger stadig ”gaven”.

Som vi synger det med Benny Andersen i hans Hilsen til forårssolen: ”… for som solfanger er jeg nu begyndt / at forstå, at Alt og Intet er os givet. / Og en gang går solen sin / runde uden mig, / men når forårssolen skinner, / lever jeg!”

Alt og Intet er os givet. Benny Andersen skriver Alt og Intet med store forbogstaver, for så stort er det: Intet mindre end Alt er os givet. Og samtidig så er Intet givet. Alt kan blive til Intet. Livet er mig ikke givet som en sikkerhed. Sådan er det netop, fordi livet og dette øjeblik, og hvert øjeblik vi får, aldrig er en selvfølge, men en gave fra øjeblik til øjeblik. En nådegave.

Det er et godt syn at have. Livssyn. Det er mig, der siger tak. Både opad og udad: Det er mig, der siger tak. Også forstået på den måde, at jeg er og vil være i mit liv, én, der siger tak. Én, der altså ikke tager livet og menneskene omkring mig som en selvfølge, men som – i grunden – under og ufortjent gave. Sådan som det har formet sig for mit eget vedkommende i nu et godt stykke over tredive år som sognepræst i Vær og Nebel sogne i mødet med mennesker. Samvær med nærvær, her nær Vær og alle vide vegne. Det er mig, der siger tak.