Nu er så det og det sogn blevet nedlukket, har man i den seneste tid dagligt kunnet høre. Da jeg første gang hørte det, tænkte jeg: nå, ja, men det er jo den vej det går i det folkekirkelige med stadig større pastorater og sogne-nedlukninger. Men nej, det var sandelig betegnelsen ”sogn” anvendt uden for det kirkelige – her og nu i corona-sammenhængen, hvor man har fået brug for at kunne operere med langt mindre enheder end region og kommune.

Sognet er den helt gamle betegnelse for, hvem der hører sammen i et bestemt afgrænset område med de fællessager, der her fra gammel tid har været at stå sammen om. I de seneste tusind år, kirken inklusive. Og nu i dag jo altså, bortset fra en undtagelsessituation som nu med coronaen, en betegnelse som udelukkende anvendes i det kirkelige. Sognerådet findes ikke længere, men menighedsrådet gør stadig, om end ofte nu i dag med flere sogne slået sammen med ét pastorats-råd som styrende organ.

Ordet sogn udspringer af verbet at sogne, som betyder: dem, der søger sammen. Søger sammen om samme kirke, ting og retsområde. Selv om jeg nu har fundet ud af, at begrebet sogne-nedlukning lige for tiden udelukkende handler om forsøget på at kontrollere corona-smitten, så gyser det i mig, hver gang jeg hører det. Jeg er nok bange for, at det smitter! At sogne-nedlukninger i fremtiden skal komme endnu mere massivt tilstede som – isoleret set – udtryk for en folkekirkelig deroute. Men også som udtryk for en mere generel medmenneskelighedsderoute, hvor vi i stadig ringere grad vil ”sogne” og søge sammen i det geografisk set nære, lokale område.  Vi er jo blevet så vældigt mobile. Coronaen den har først og fremmest holdt os hjemme og for en tid spærret os inde i bittesmå sociale bobler. Nu letter den. Og det gør vi nok også snart i vidt omfang. Mod ret så fjerne rejsemål endda. Og vi glæder os. Glæder os til en ordentlig god gang gammeldags normalitet med fester og samvær langt uden for ikke bare hjemmets men sandelig også sognets grænser. Og samtidig så håber jeg, at vi længe endnu vil blive ved med at sogne i tilstrækkelig høj grad til, at vi kan holde liv i sognekirken, som på ét plan er bygget af marksten og mursten for måske endda meget længe siden, men som på et andet plan, og i grunden, er bygget af aktuelle nulevende stene (tak, Grundtvig!) – dig og mig.

Lad os alle sogne! Søg kirken og gudstjenesten! Og lad os ikke bevæge os mod yderligere nedlukninger men mod stadige genåbninger af såvel evangeliet som vores egne sind!