Bibelske fortællinger som den om Abraham og Isak på Morija Bjerg med ubehagelige modhager og voldsomme billeder i sig må fortælles med og ikke frasorteres. Samtidig er det væsentlige og afgørende her, som overalt hvor mennesker indoptager fortælling, hvordan historien vinkles, vægtes, proportioneres, beskæres og belyses. Med andre ord: Fortolkes. Det er det, når vi forholder os til hver vores egen livshistorie og dets mange fortællinger i genfortællingen heraf, og det er det, når vi forholder os til Bibelens fortællinger. Vinkling, vægtning, proportionering. Hvad er vigtigst?

Selv er jeg med Abraham-Isak-historien vældig fokuseret på det sted i fortællingen, hvor Abraham i ofringen af sit eget barn standses af Herrens engel. Jeg er fascineret af en forestilling om den velsignede lyd det må give, når en englehånd standser en menneskearm hævet til drab. Når nåden finder sted og en far og en søn på én og samme tid befries fra det onde og overgives til kærligheden i stedet for. Det sker på så mange måder, også i sammenvævninger af bibelhistorie og livshistorie, at denne velsignede englelyd finder sted. Måske i form af bare et enkelt lille ord, som kan gøre en verden til forskel.

Den norsk-amerikanske forfatter, Siri Hustvedt fortæller i et essay, som hun har kaldt ”Uddrag af en historie om det sårede selv” om at føle sig udsat og ikke som de andre, og dog fra begyndelsen have store håb og tanker om fremtiden: ”…på trods af tegn på det modsatte, holdt jeg fast i min ensomme idé om min fantastiske fremtid, og jeg tror at jeg klyngede mig til denne irrationelle tanke af en eneste grund: mine forældre elskede mig højt. Det var tydeligt at min mor og min far syntes jeg var fantastisk. De fik mig til at føle, at alt var muligt for mig, og deres tro på mig og mine tre søstre var urokkelig, et fort hvortil vi kunne fortrække når vi havde behov for det.” Også når skolens ubarmhjertige verden var for hård og fjendtlig, eller som pigen Siri oplevede det i søndagsskolen: Når selv Gud viste sig fra en åbenbart rædselsfuld side. – Det var søndagsskolelærerinden og hendes genfortælling af beretningen om Abraham og Isak, og søndagsskolelærerindens ”…ord: ”Du skal elske Gud mere end nogen eller noget.” ”Mere end ens forældre?” spurgte jeg. ”Ja.” – Dette ”Ja” pinte mig i dagevis. Hvad er det for en gud som tvinger en mand til at slå sin søn ihjel? Hvad nu hvis Gud bad mig om at dræbe mine forældre? Det kunne jeg aldrig gøre… Efter at have ligget vågen en uge med sætningen, betroede jeg mig endelig til min mor: ”Mor, søndagsskolelærerinden sagde at vi skulle elske Gud mere end vores forældre.” Min mor så på mig og sagde et enkelt ord: ”Vrøvl.” – – ”Hun sad” fortæller Siri Hustvedt, ”Hun sad ved køkkenbordet da hun sagde det, og jeg stod ved siden af hende. Jeg kan stadig føle lettelsen i mit bryst og den lethed som strømmede gennem min krop. Jeg vendte mig om, pludselig vægtløs, og følte det som om jeg svævede ned ad trappen til mit værelse.”