Forfatteren Jørn Riel, som nok er allermest kendt for sine humorfyldte skrøner fra Østgrønland, har også skrevet så meget andet godt og måske mere seriøst fra det grønlandske deroppe og med sin varme sans for inuitternes sind og levevis. Som i trilogien Sangen for livet fra 1980´erne, hvor han fortæller om jægeren Heq og kvinden Tewee-soo med indiansk afstamning og deres indvandring for 1000 år siden fra Alaska til Nordgrønland. Og i anden del om fangeren og åndemaneren Arluk og hans udlængsel og rejse hen over en lang række år hele Grønland rundt for 500 år siden. Og i sidste del af trilogien om pigen og kvinden Soré fra slutningen af det 20. århundrede og hendes ukuelige livsvilje og livsglæde i slægt med, og klart bevidst herom, dem, som gik forud for hende og hendes: Heq, Tewee-Soo, Arluk og alle de andre, hvis livshistorier udgør Sangen for livet.

Som en uhyre væsentlig del af ånden i det hele, af den livsindstilling, som præger disse inuit-folk, klinger der hele tiden et ”prøv igen!” med i hvert et nederlag og efter hvert et tab, det være sig nok så stort og umiddelbart set fuldstændig uoverkommeligt. Hele vejen gennem Sangen for livet for 1000 år siden, for 500 år siden og den dag i dag er det med døden som en meget nærværende læremester i retning af livet: Prøv igen!

Som den unge Arluk, da han har indledt sin lange rejse og er roet i forvejen i sin kajak, foran de to andre kajakker og konebåden, for at finde den bedste vej gennem isbælterne nu her i det tidlige forår: ”En stor glæde opfyldte Arluk ved denne rejses begyndelse” – han var for nylig sammen med Niqi blevet far til en lille pige, sin førstefødte, som først så ud til ikke at ville overleve, men som nu struttede af liv og velvære: ”En varme gennemstrømmede ham, da han tænkte på Niqi og barnet. Selv om livet, så langt han kunne huske tilbage, havde været kamp og lidelse blandet med ufattelige øjeblikke af glæde, elskede han at leve. Hver dag var helt og holdent ny og ukendt…” – hvor godt at tænke på. Hvor godt at leve.

Da, netop da, rullede et højt drøn gennem fjorden. Et isfjeld var revnet, og den ene kæmpetinde faldet i vandet og rev nu, som Arluk på lang afstand så det, kajakker og konebåden med sig i dybet. ”Der var kun få vragrester, da han nåede frem. Fortvivlet roede han frem og tilbage indtil kroppene begyndte at flyde op. Han bandt de døde sammen med sin slæbeline og roede dem til land”, hvor han begravede dem et stykke fra stranden. ”Medens han udførte dette arbejde skød han sorgen fra sig. Men da graven (en grotte) var lukket med store sten, faldt sorgen over ham som en nagende sult, der krævede at blive stillet. Han satte sig uden for grotten omgivet af ensomhed, og han lod tårerne strømme som de ville. Lidt efter mærkede han, hvordan sorgen blev til vilde skrig, der strømmede ud af munden. Fire dage blev han ved grotten… Først den fjerde dag rejste han sig og gik ned til kajakken… De første dage efter ulykken følte Arluk ingenting…” Men han var igen på vej: ”Tomheden i hans indre fyldtes langsomt op. Han blev igen opmærksom og følte, hvordan sanserne begyndte at oplyse hans hjerne…”

Prøv igen! Ja. Og jeg skal sandelig love for, at Arluk kommer på rejse. Sit livs rejse. En lang livsrejse, hvor han ud over igen og igen at opleve fangstlykke og styrke, også bliver en slags menneskefisker. En mand, som på ny stifter familie, og som samler mennesker omkring sig. Samler op, forsørger, fornøjes og fortvivles atter, når han rammes af nye store tab. Men hver gang lægger han igen ud på dybet. Kaster garn, harpun og line, ud til endnu en fangst. – Fangeren og menneskefiskeren Arluk, der som gammel sidder med sine efterkommere og andre mennesker omkring sig og deler med dem Sangen for livet. Fortællingen om sit liv, sin egen livshistorie fra hans, Arluks, rige velsignede livsrejse i medgang og modgang med overskriften: Trods tab, så læg ud på dybet. Prøv igen!

(Ovenstående er fra min ny-udkomne bog ”NÆR VÆR”, Eksistensen (2021))