I dag søndag holder vi høstgudstjeneste med Kirkekoret på pulpituret, pynt i kirken og dejlige høstsalmer. I dag, på vores ”sabbatsdag” og ugentlige hviledag, giver vi rum til takken til Gud for ”alle gode gaver” og ”al hans kærlighed”.
Det er godt at kunne give rum til taknemmeligheden og til noget andet og større end én selv. Det er godt, at vi har kirkens rum at rummes i og være med alt det der er vort hver især, af både med- og modgang, og som Gud giver os at kunne leve med, både det ene og det andet – ”så tak da Gud, ja, pris dog Gud / for al hans kærlighed.”
Da jeg var et stort barn derhjemme på den lille gård, hvor jeg er vokset op, var det ind imellem en irritation for mig, at min far aldrig kunne finde på at høste eller lave noget som helst andet markarbejde på en søndag. Kun det helt nødvendige i stalden. Herudover var søndagen gudstjenestedag og hviledag. Det kunne være nok så strålende høstvejr – ikke et strå blev rørt.
Samtidig med irritationen og næsten en følelse af pinlighed havde jeg også en slags stolthed og taknemmelighed i mig over, at min far og mor gjorde som de gjorde og holdt hviledagen hellig og havde lidt mere tid til os børn og hinanden og vor Herre med. Der var altså noget, der var vigtigere end høstudbyttet og det rent materielle.
Så sabbatsdagen, den ugentlige hviledag, helligdagene, havde og har deres udmærkede funktion – eller kan have, eller kunne have, må man sige nu hvor traditionen er stærkt på retur og det hele på samfundsplan glider ud i ét og alle har åbent og alt er i gang hele tiden, døgnet rundt, mejetærskerne inklusive, som vi kunne høre det flere høstnætter i år.
Jesus arbejdede jo også hele tiden – ”min far arbejder hele tiden (stadig) og jeg gør det også” (Joh. 5,17), som han engang sagde det, da de sædvanlige forargede fra ”Vogternes Råd”(!) var efter ham for at virke på en sabbat. Ja, Jesus gjorde godt, Gud gør godt, døgnet rundt, uden ophold. Det skal heller ingen af os holde os for gode til – at gøre godt hvor og når det måtte være muligt alle ugens dage. Og dog så skal vi samtidig kunne trække vejret. Puste ud og i allerbedste forstand kende vores plads og lade noget ligge til i morgen.
”La´ et´ le´ – la´ et´ le´ te imårn!” som De Nattergale sang det. Lade ”noget” ligge, ikke ”nogen”! Falder din hund eller dit barn i en brønd eller et hul, så ved du forhåbentlig godt, hvad du har at gøre, som Jesus siger det, og som han selv gjorde det den sabbatsdag, da en mand, ”som led af vand i kroppen”, stillede sig ind foran ham – og Jesus ”rørte ved manden og helbredte ham og lod ham gå.”
Det er, hvad evangeliet vil gøre ved os nu i dag på denne søndag og sabbatsdag: Røre, hele og frigøre. Det er, hvad Guds ord tidligt og sent vil gøre ved os og for os: Røre, hele og frigøre. Derfor skal vi, som har godt af det(!), hvad vi i grunden alle har, stille os ind foran Guds ord og suge til os af det. Lade os røre, lade os fortælle, heles og frigøres af det.
”Sæt dig ikke øverst ved bordet”, siger Jesus i sin lignelse. Og det er vel at mærke en lignelse og ikke en ligefrem Emma Gad-agtig instruktion i bordskik og almindelig høflighed. Det er en lignelse, dybest set, som altid med Jesu lignelser, på forholdet mellem Gud og os. Tag ikke Guds plads! Så enkelt kan det siges. ”For enhver, som ophøjer sig selv skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv skal ophøjes.” Enhver som gør sig til gud i sit eget liv gør sig til grin og til skam. Så høj en plads kan intet menneske udfylde eller tage af sig selv. Lad i stedet for Gud være Gud, så kan vi meget bedre koncentrere os om at være det vi er her for, nemlig mennesker og menneskelige. Og heri findes den hæder og ære, at så ”rykkes vi op” som Guds medarbejdere. Som dem der kan gøre godt. Røre, hele og frigøre. Give plads og give rum.
”… lavt er ej bænket, hvem Gud sidder nær”, som vi synger det i en salme. I og med Menneskesønnen, med Jesus, bytter Gud plads med os. Ikke at vi så bliver guder men at vi får rum, at vi må være her, hele vejen op ad bordsiden som dem vi er. Være her som Guds elskede børn, og således som grundlæggende hver især elsk-værdige mennesker. Det er vores store hæder og ære. Det er vores ophøjede plads, alle vi små menneskers. ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord … at elske thi deri er livet …”, som vi skal synge det. Det er din og min plads. Og tak for den!
Det handler om menneskesyn. Om syn for det menneskelige. Det får vi i ganske særlig grad ved at lade Gud være Gud. Så kan vi meget bedre være mennesker med rummelighed og med sans også for det store og næsten guddommelige ved menneskelivet.
”Gudløse hjerner” hedder en nyudkommet bog med undertitlen ”Et opgør med de nye ateister”. En stærkt polemisk bog hvor de to forfattere Lars Christiansen og Lars Sandbeck går i kødet på nyateisterne – tidens, verbalt set, ret aggressive religionskritikere, som de to Larser anklager for at være ret indskrænkede i deres såvel menneskesyn som syn på religion og gudstro.
Ja, de to Larser betragter nyateisterne, de gudløse hjerner, for bagvendt at være ligeså fundamentalistiske som de værste religiøse fundamentalister OG for at ville reducere mennesket til at være ren hjerne og det menneskelige baseret på udelukkende det biologiske. Et, som det kaldes, biologistisk menneskesyn med hede drømme om at kunne optimere og forbedre mennesket til det fuldkomne gennem genmanipulation og medicin. Men hvad så med alt det andet, alt det åndelige, kærligheden, glæden, sorgen – alt det, som ikke kan reduceres til ren biologi og elektriske impulser i hjernebarken? ”… hvad i alverden skulle så”, som de skriver det, ”få os til at handle medmenneskeligt, hvis vi ikke er andet end en ”sæk neuroner”?”
Gud, hele talen om Gud, har vi, ligesom sabbatten, hviledagen, for menneskelivets skyld. Forfatteren Solsjenitsyn skriver med tanke på det triste russiske landskab under kommunismen, hvor kirkerne var lukkede og stod i forfald: ”Tidligere lød aftenringningen ud over landsbyen, markerne og skovene. Den mindede menneskene om, at de skulle slippe deres små jordiske bekymringer og gøremål for en stund for at vende tankerne et andet sted hen. Den hævede menneskene op og hindrede dem i at synke ned på alle fire.”
Troen på Gud styrker synet. Først og fremmest menneskesynet. taknemmeligheden og sansen for alt stort. Også i det mindste. Som C. S. Lewis, ham med Narnia-bøgerne og andet godt, så smukt skriver det: ”Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror, at solen er stået op: ikke kun fordi jeg kan se den, men fordi jeg ved hjælp af den kan se alt andet.”
Ved hjælp af Gud, ved hjælp af troen på Gud, Guds kærlighed, kan jeg se både mig selv og det andet menneske som elskværdige. Rumme hin anden, fordi jeg selv er rummet på forhånd. Det er godt at give Gud rum i livet og således selv rummes af det himmelske, det guddommelige. Og på den baggrund kunne glædes, sørge, lide, elske – ”så himlene slipper de blå trampoliner” – som digteren Simon Grotrian skriver det i sin nyeste salmesamling, ”Evahave” – så Gud bytter plads med os og viser sig midt inde i det menneskelige – ”Da rækker jeg livet min knasende skal / af kærlighedstanker, der iler til bal; / og cirkusartisterne hopper i sømme / da planter jeg håb, og det vokser i drømme.” (evt. én gang mere)
”Evahave” er (både forfra og bagfra) et andet ord for paradiset og samtidig for gudsriget i verden, de himmelske, paradisiske glimt, der hører med til det gode gudgivne liv. ”Evahave” er for øvrigt tilegnet Grotrians forældre, der bor på en gård blot to kilometer væk fra hans rækkehus i Lemming, og hvor han ofte er på besøg. Han kalder det en ”evagave” til dem, fordi de elsker ham og stadigvæk støtter ham dagligt.
Sådan er der, når det kommer til stykket, slet ikke så lidt at sige tak for, for de fleste af os. Tak, Gud, for høsten – for huset, haven og maden på bordet – menneskene omkring mig – alle gode gaver. At vi må rummes og være. Puste ud. Ånde ud og ånde ind igen. Alle dage og til sidst engang og til evig tid i din kærlighed! Amen.