Læsninger:
Efes.5,6-9
Luk.11,14-28

Salmer:
752, 289 / 60, 814.     

Bøn:
Sandheds Ånd! forvis os på,
at også vi er af Gud Faders små!
Herre, hør vor bøn!
Amen.

Det er noget fuldstændig vidunderligt at få barn, eller børn. Det bringer en masse LIV, med tre store bogstaver, ind i ens eget liv, hvor bogstaverne måske ellers var begyndt at blive lidt små. Børn bringer liv. Og børn bringer rod! Rod og mangfoldighed og ustyrlighed.

Ens måske ellers ret så kontrollerbare, opryddede, rene liv fra tiden før barn, eller børn, væltes omkuld. Huset og hele tilværelsen fyldes af den nye lille med opmærksomheden fra mor og far rettet den vej døgnet rundt, med en masse glæde, ren uforfalsket livsglæde, plus en pæn portion bekymring iblandet alt det praktiske. Herunder en tur med støvsugeren og lidt oprydning, når og hvis der måtte være tid til det.

Men som jeg for mange år siden læste det på et lille skilt på væggen på besøg hos en ældre mand i hans overfyldte, let rodede bibliotek – på skiltet stod der: ”Hellere leve i et syndigt rod end i et rent helvede!”

Lige nøjagtig! Nu hvor det er fastetid kan det måske være godt nok at benytte lejligheden til på det ene eller det andet område at gå glip(!) af noget, hvad enten det måtte være slik, øl, vin, kød eller Facebook. Tage en kur. Faste i det stille. Udmærket.

Men det er og bliver noget skidt, når vi forfalder til at forsøge at få styr på det hele. At få ryddet HELT op. Få smidt noget nær det hele ud – måske ligefrem med hjælp fra én af tidens oprydningsguruer. Hvad enten det så er huset eller sindet. Få tømt ud. Drømmen om at blive ren. Helt ren.

Dét er noget skidt. Når oprydning og renhed bliver til tomhed, så er Fanden løs. Og det sker jo, hvis vi ikke i udrensningen fik fyldt noget andet på. Ja, hvis det ikke var for netop fyldens, livsfyldens, skyld, vi rensede ud. Der må noget andet ind. Fordi ellers vil det sidste blive ”værre for det menneske end det første”, som Jesus siger det med sin berømte lignelse.

Jesus fortæller lignelser. Ved siden af og sammen med den lignelse, han selv er – Guds lignelse her på jord, som han er i sig selv og med sit hele liv – ved siden heraf fortæller Jesus lignelser. Lignelsen til i dag, 3. søndag i fasten, er en af de barske.

Om truslen fra tomheden, som aldrig bliver ved med bare at være tomhed. Om trangen til at ville sikre sig, som bare ikke lader sig gøre i den grad, vi drømte om. Som Jesus fortæller om det i dagens anden lignelse om den stærke mand, der ”fuldt bevæbnet vogter sin gård” – altså det menneske, du og jeg, som har sikret sig alt det, man kan, her i livet – og som så alligevel overrumples og mister det ene og det andet dyrebare her i livet. Jo, det kan sandelig hurtigt ramle sammen for os, uanset hvor godt vi ellers syntes, vi havde sikret os

”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde”, siger Jesus. Og udover, hvad dét i øvrigt måtte betyde, så betyder det, i mine ører, at du og jeg må erkende, at der er kræfter inden i mig, der trækker ned. At der er (og bliver) rod i butikken, også i mit eget liv. Jeg får ikke fuldstændig styr på det. Jeg må leve med en vis grad af uorden. Af afmagt og tab. Af skyld. Og anger. Og sorg. Og vil jeg slet ikke det, så er jeg et rige i splid med sig selv, som således lægges øde – og det betyder: ødelægges!  

Det var ligegodt Satans, præst! Ja, i god gammel kristen sprogbrug er det lige nøjagtig, hvad det er: Satans – når menneskeliv ødelægges af overdrevne sikringsforsøg, af renhedstrang og tomhed. Så er dæmonernes fyrste, Beelzebul, på spil. Dæmoni, det er først af alt den forvridning af tingene, hvor ondt bliver godt, og godt bliver ondt. Som når de her i dagens tekst forsøger, at få Jesus til at fremstå som ond.

Men Jesus er, som sagt, Guds lignelse på jord. Jesus er Guds godhed, Guds nåde og barmhjertighed, i kød og blod. Guds gave og redning til os. Med Jesus har Gud vitterlig en finger med i spillet. Med Ham er Guds rige kommet nær. I tidens fylde. Ja, med Jesus fyldes der på af glæde, af livslyst og risikovillighed mod al tomhed.

Det betyder ikke, at når han, når Jesus lukkes ind i dit liv og dit hjerte, at der så kommer styr på tingene. Tro endelig ikke det! Men der opstår ud af dit liv et velsignet rod. Der kommer mening i galskaben. Der bliver rum for mangfoldighed. Syn og sans for diversitet(!), for tilværelsens forskelligartethed og umådelige rigdom af variation.

Det er ikke forskellene og rodet af, såmænd også, religion og livsanskuelser, der truer os. Det er ensretningen. Som nedgangen i diversitet, altså i mangfoldighed, i naturens liv, er en fattigdom, en tomhed, således også i den menneskelige.

Som jeg fornylig læste om det i et essay af Stefan Zweig under overskriften ”Monotoniseringen af verden”. NB. Man skal ikke altid lade sig afskrække af lange ord, fremmedord! Prøv lige at høre, hvad Stefan Zweig her skriver, for vel at mærke næsten hundrede år siden – om:

”Monotoniseringen af verden. Det stærkeste indtryk fra alle mine rejser i de seneste år, trods mange lykkelige øjeblikke: en let angst for monotoniseringen af verden.

Alle ydre livsformer bliver stadig mere ensformige, alt nivelleres efter samme kulturelle skema. Folkeslagenes individuelle skikke slibes til, tøjet bliver uniformt, sædvanerne internationale. Landene skubbes ligesom sammen, menneskene lever og agerer efter ét skema, byerne ligner udadtil mere og mere hinanden.” – Tænk sig, og det er skrevet længe før flytrafik, internet og sociale medier. Hvad er der da at gøre? Ifølge Stefan Zweig må kampen for mangfoldighed tages ikke udadtil men indadtil. I det sjælelige og det åndeliges frie verden: ”Menneskehedens urstof” (Emil Lucka). Som han slutter sit essay: ”… her, i det evigt omformede stof, der altid kan formes på ny, venter der den villige en uendelig mangfoldighed: Her er vores værksted, vores allermest egne verden, der aldrig kan monotoniseres.”

Ja, eller også kan man – hvis det er muligt – få børn! Så bliver der fyldt på. Så opstår der et velsignet rod og mangfoldighed i ens liv. Så møder man virkelig overmagt(!), og bliver afvæbnet på den livskraftige måde. Og må bare, som forældre, overgive sig, samtidig med, at man tager fat. Og tager imod al den mening, der her uden diskussion opstår og fylder i ens liv. I og med den nye lille.

Med al denne allerede givne meningsfylde givet kommer vi til kirken med vores små og får dem døbt. Og møder her dén guddommelige meningsfylde, som vil være et værn mod al livsødelæggende tomhed. Mærket og tegnet med korsets tegn – med Guds ord i ryggen: genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det er ikke så lidt. Slet ikke. Det er meget. Ja, det er alt nok til at kunne kaste sig ud i livet. Hele livet. Igen og igen. Efter nederlag og trængte tider. Efter fejlslagne forsøg på selv at ville sikre sig. Efter forbiere af den ene og den anden slags – NB. Jeg minder lige om, at det at være en synder, betyder at være en der også i givne situationer rammer ved siden af, misser målet og svigter – forbierne hører med.

Det gør også nåden. Guds nåde. At du igen og igen, livet igennem vender tilbage til at være det du er (”lysets barn”) i og med din dåb: genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Amen