Hvad er bøn? Bøn er bevidsthed om afhængighed. Om relation. At jeg lever udleveret, og det på både godt og ondt, til forhold større end det, jeg selv styrer.

Bøn er kærlighedens sprog. Den, der elsker beder også.

Bøn er klage såvel som fryd. Både ak! og tak!

Bøn er at være der, hvor du er. Leve udleveret til al den afmagt, som også hører livet til og så alligevel insistere på liv frem for død og være villig til at gå langt for den elskedes skyld.

Som en far, eller mor (det er det samme), der, som vi hører det i dagens tekst går til Jesus og hans disciple, fordi hans kære søn har det så skidt, og har haft det længe – åh Jesus, ”hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.” Jesus sagde til ham: ”Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.” Straks råbte drengens far: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”

Det er så rørende, og så ægte med den ordveksling og de ord fra drengens far – ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Ikke noget praleri – ikke noget som helst at komme med – andet end sin store nød og kærlighed til knægten.

Og dét er tro og bøn. Så svagt, så skrøbeligt, så udsat og afmægtigt. Og det er kærlighedens sprog. Og når det sprog taler og som her ”samtaler” med Jesus, Guds eget mægtige kærtegn i kød og blod til os her på jord, så kan det ske, at det, der før lå som dødt, liver op. At den, der lå som død kan blive levende og oprejst ved Jesu hånd – ved Guds gode Helligånd.

Hvad er så tro? Tro er at møde troværdighed. Tro er, i forholdet til en anden, at kaste sig ud i det, uden at vide om det kan bære. Troens siamesiske(!) tvilling er tvivlen.

”Alt er muligt for den, der tror”, siger Jesus. Og hvor ofte er dét ikke blevet, og bliver det den dag i dag, misforstået til, at troen er en slags evne – noget man kan have i sig – som en muskel at spille med – stor eller lille – og er den stor nok, så kan man få det, som man vil have det.

Nej. Tro – i kristen forstand og dermed i dyb menneskelig forstand – er ikke noget man sådan kan gå rundt og ha – evt. ligefrem prale med, og vifte vor Herre og andre for næsen med, og sige: ”giv mig så hva jeg vil ha!” Troen er en gave. Troens subjekt, troens styrende kraft, er ikke mig, men den troværdige – den eller det jeg retter min tro mod.

Troen er således dybt beslægtet med bønnen og grunder i mig selv ikke i noget jeg kan, men i alt det, jeg ikke kan. I min afmagt. Min udleverethed. Og det i både sorg og glæde.  //

Jeg ved ikke, hvordan I har det – og alligevel så bilder jeg mig ind, at der nok er en del her, der har det ligesom jeg, og længes efter forår. At vinterens kulde og stilstand må vige for varme og grøde og grønne dage derude.

Vi véd det bliver vår. Og dog så er det et under, hver gang det sker. ”You can never hold back Spring”, som Tom Waits synger det i en stille sang, jeg lytter til i disse dage – ”du kan aldrig holde foråret tilbage” – nej, gudskelov! Og vi skal da også til sidst i gudstjenesten i dag synge ”Frydeligt med jubelkor / hilses vårens komme …” og til sidst i salmen: ”Efter nat vi dagen nu / hilse vil med frejdig hu, / takke Gud for livet.”

Det kommer til os, og vi styrer det ikke. Det er en gave. Et under. Våren ligesom selve livet og det at få et nyt sekund, og endnu et, er det. Et under. En gave. Vi er skabte i Guds billede, som vi hørte det først i gudstjenesten. ”Og Gud velsignede dem” – vi er velsignede, og har fået alting givet – liv, planter, dyr og natur – og børn! ”Slægt skal følge slægters gang” – det er virkelig velsignet, og vi mærker det måske allerbedst, når vi bærer et lille barn (i dag Oliver og David) til døbefonten. ”You can never hold back Spring”(!) Nyt liv kommer til, og hvor er det godt.

I litteraturkredsen læser vi lige for tiden Johannes V. Jensens ”Den lange Rejse”. Fritænkeren, i dag ville vi sige: ateistens, Johannes V. ´s flotte fabulerende forestilling om menneskehedens fødsel og udvikling op til i nærheden af vor tid. I Værkets to første dele, ”Det tabte Land” og ”Bræen”, er vi tilbage hos de første mennesker i forhistorisk tid og op til stenalder og begyndende bronzealder.

Vi følger mændene Fyr og Dreng og Hvidbjørn op gennem tiderne. Guden eller guderne dyrkes udaf frygt og afmagt som et forsøg på sikring og værn. Et (tvungent) partnerskab. Noget for noget – med ildofferet og det som her stiger op, røgen og duften fra kødet til guden og resten, varmen, lyset og det velsmagende kød, til mennesket. Det er, mærker man, for fritænkeren Johannes V. en fryd at beskrive menneskets tiltagende evne til, som han ser det, i virkeligheden at kunne klare sig selv. Og samtidig så er der fine nænsomme poetiske beskrivelser af menneskets afhængighed og forbundethed med det, der er større. Som i beretningen om stenaldermanden Hvidbjørns hustru Vaar, som hun hedder, og hendes glæde og taknemlighed for tamkvæget og mælken herfra og for ”den kære Ild der nu brændte på hendes Arne”. Her kunne hun bage sit brød og lave mad til sine kære. Vaar gik da ud en nat og ofrede ”en Skaal af sit Korn paa Jorden, de fede Bygkærner hun havde samlet Aaret forud … Hun vidste ikke nogen bedre Gave, … Det var saa ringe at Ingen maatte se det, men uden Gave syntes hun ikke Jorden skulde ligge i den lyse Nat. Vaar strøede sin Byg paa den nøgne Jord, undselig som en Pige, og gik ind da det var gjort.

I Sommerens løb kom Byggen op og blev til en smuk Ager. Dette udlagde Vaar på den Maade at Jorden i Stilhed havde taget mod Gaven, og hun blev blussende varm af ydmyg Tak da hun fattede at den nu svarede ved i Stilhed at give hende Kornet mangefold tilbage igen … Kræfterne gik hende af Knæene ved Jordens Naade. Som en Mor og et Barn tog hun hvad den Stærke bød … det var oprindelsen til Vaars Agerbrug” – og det hjem hun skabte for sine børn. ”Hendes Godhed blev aldrig glemt … Mindet om Vaar blev for alle kommende Tider knyttet til Kalvene og de smaa Lam, der tidligt paa Aaret laa nyfødte og frysende på Marken ved deres Moder; selve Foraarstiden blev opkaldt efter hende og velsignet i hendes Navn.”

Og hvor vi dog længes efter den velsignede vår. Og siger Gud tak derfor. At det som lå som dødt kan live op. At vi også kan blive oplivede og få livet mangefold igen, selv der hvor vi knapt havde troet det muligt. Jeg tror, hjælp min vantro!

Som drengens far i evangeliet til i dag, så må også vi ind imellem se (nærmest) vantro til, når det nye liv kommer til og tager os med storm. Når alle onde ånder blæses bort af Helligånden og vi taber mund og mæle men får det igen i form af lovsang og taknemmelighed.

Det er det gode og underfulde liv, som det virkelig gives og finder sted. Det gives bare ikke som besiddelse. Og vi kan ikke ofre os til det. Vi kan ikke handle med Gud, hvor gerne vi end ville, når livet brænder på, og mine kære lider.

Som kristne har vi ingen Gud at ofre til, for Gud selv har ofret sig. I Kristus. I Jesus den korsfæstede og opstandne. Så langt går kærligheden, den guddommelige. Den har vi da at gå efter – be om – tro på og holde os til alle dage indtil verdens ende. Og det vil sige ind på den anden side til der, hvor alting begynder – som i skabelsens velsignede tid, hvor ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.”

You can never hold back Spring! Foråret. Det nye liv. // Alting begyndte godt. Det kan det blive igen, når det – måske endda længe ikke har været det – og nøden og elendigheden og modgang og kulde har fyldt så meget.

Hvorfor kunne vi ikke drive den onde ånd ud? spurgte disciplene ham, og Jesus svarede: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn.” – ved at være i det, der er – udleverede til al den afmagt, som hører livet til – og så blive ved med at bære frem heraf og sætte ord på overfor både Gud og mennesker. Bøn er kærlighedens sprog.

”Jeg tror, hjælp min vantro!” Her er der plads. Her kan vi være, når tiderne er hårde og afmagten stor. Bedst af alt lægge alt det vi ikke selv kan gøre noget ved i Guds hånd. Og måske turde be som (1600-tallets) Pascal i en bøn så fin:

”Jeg be´r dig Gud – ikke om sundhed – ikke om sygdom – ikke om liv – ikke om død;

men det be´r jeg dig om: at du vil råde – over min sundhed – over min sygdom – over liv og død. Til din ære, til min frelse. Du alene véd, hvad der tjener mig bedst!” Amen.