Læsninger:
Rom.7, 15-19
Luk.17,11-19

Salmer:
736, ”Med favnen fuld af kærlighed”, 697 / 778, 375.

Bøn:
Herre, jeg vil gerne takke
for min dag, som er fra dig.
Tak for nye muligheder,
som du lægger foran mig!
Tak for evner, kraft og kald,
tak for løfter uden tal. (DDS 697,1).
Amen.

Vi var en onsdag i september ind under aften en 30-35 stykker, der gik en lille pilgrimsvandring fra den lille sø ved Vær kirke over Nebel og Serridslev og Serridslevgård ned over Markvangen her til Vær kirke og en afsluttende aftenandagt her i kirken. Overskriften for vandringen var ”Ud i det blå og hjem igen” – ude og hjemme(!) – for det er jo noget af det helt fantastiske ved at rejse ud – dette, at komme hjem igen.
Vi indledte vandringen med at kredse om det med længslen efter at komme ud og væk hjemmefra. Og vi gjorde det blandt andet ved at indlede med, hernede ved den lille sø, at synge sangen ”Ole sad på en knold og sang”. Ikke for at fjolle – sådan har jeg ellers længe selv tænkt om den sang, at det jo bare er en barnlig fjollesang – nej, vi sang den, fordi ”Ole sad på en knold og sang” jo i grunden handler om udlængsel:
”Lyngen sused og skyen gled / udflugtslængsler i hjertet sved // Heden stænged, og mindet spandt / moders øjne dog stærkest bandt //…” – jo, jo, der er nok af bånd, der binder – fattigdom og fortid, minder og følelsesfulde forhold ikke mindst – det kunne dog ikke holde på Ole – i hvert fald ikke fra at drømme sig væk: ”Snart den ting dog blev åbenbar / minder gør ikke sagen klar // Stak så Ole en dag i trav / stod med ét ved det store hav // Øjet skinnede, tåren randt / intet mere i verden bandt //…” Ole rejste ud og væk: ”Over havene hyrden fór / fårene står der endnu og glor // Ej kan bede og får forstå / længslers tog over bølgen blå”.

Sangen er fra 1899. Jeppe Aakjær skrev den på en tid, da hundredtusindvis af danskere og svenskere og nordmænd, tyskere med, immigrerede til Canada og Amerika både syd og nord. Det var ikke af udlængsel alene de rejste, det var i allerhøjeste grad også på grund af arbejdsløshed, fattigdom og manglende fremtidsudsigter herhjemme.
Nu står vi, som vi alle ved, med massive flygtningestrømme denne vej. Mennesker – krigsflygtninge, asylansøgere og migranter i massevis søger mod Europa. Også vores nordlige mere kølige egne. Turisters og flygtninges veje krydses. Hegn rulles ud. Tunneller bevogtes. Lastbiler og varevogne undersøges eller tømmes for en last, de aldrig skulle have haft. Plimsollere kæntrer i Middelhavet. Lig skyller i land. Hvad gør vi? Hvad gør vi i Europa – og verden, hvor alle, selv nok så fattige, kender til de andres, og vores, levevilkår?
Ole sad på en knold og sang – og længtes – det gør også Miriam, Hassan og Muhammed og mange, mange andre.

Og hvorfor så dette emne – om udflugtslængsel, flugt og flygtninge – på en søndag, hvor det i prædiketeksten handler om, at Jesus i grænseegnene mellem Samaria og Galilæa helbreder ti spedalske og hvor kun én vendte tilbage og takkede og gav Gud æren? Og så oven i købet en dåbssøndag med hele tre små båret til dåb (Mille, Maya og lille Peter)?
Jo, for hvordan er det at være ramt af en sygdom som spedalskhed? Og hvordan er det at blive helbredt for den?
At være spedalsk er, og var på Jesu tid, at være dømt ude. I dén grad at kende til, ja, måske ikke så meget udlængsel som ind-længsel. Længsel efter at komme indenfor i varmen – indenfor i samfundet – og kunne leve normalliv med mad på bordet og tag over hovedet i fred og fordragelighed sammen med alle de andre.
Så enkelt er det også med menneskets længsel i grunden og overalt på kloden. Længsel efter normalliv.
Og hjemmeliv.
Ude er godt, men hjemme er bedst!
Og at blive helbredt for sin spedalskhed som det skete for de ti den dag, det er som det helt væsentlige, igen, at blive lukket ind i varmen og få adgang til noget så, i virkeligheden vidunderligt og dyrebart som normalliv i tryghed, fred og fordragelighed.

Det glemmer vi nemt – hvor velsignet godt det er. Som de ni ud af ti. ”Der var en, der var to, der var tre…”, der var ni, der lynhurtigt igen blev opslugt af den daglige trummerum, inklusive fortrædelighederne og alt det der altid er at brokke sig over – og der var én, der blev ved med at se gaven og underet i al denne normalitet, og derfor måtte sige Gud tak.

Jeg tænker, det er sådan det er. Ikke at der kan peges ni ud af ti ud som generelt utaknemmelige og så én, som er taknemmelig og måske oven i købet går i kirke for at sige Gud tak – men at det er det gængse, det helt almindelige, at vi glemmer hvor godt det er, det normale. Hvor velsignet godt det er. Så at vi sådan cirka 90 % (eller mere) af tiden går rundt og tager det som en selvfølge.

Evangeliet vil altid hjælpe os med at få revet sløret væk fra øjnene, fra blikket og synet, så vi ser mere. Ser hinanden med det bedst mulige, det bedst tænkelige(!) menneskesyn. Ser, som her, det selvfølgelige som andet og mere end ren selvfølge.
Som nåde, som det hedder med et godt gammelt ord, som mine venner siger, ingen forstår nu i dag. Ordet nåde. Det er ellers et godt ord. Et godt begreb. Og en god virkelighedsdimension: Nåden. Hvad i al verden gør vi uden den?
Jesus går i grænselandet. På grænsen mellem Samaria og Galilæa. En grænsegænger er han. Ikke for at sætte hegn og adskillelse op, men for at bringe os sammen. Om hvad?
Om at være mennesker, og således også menneskelige – for ellers så er vi ikke mennesker.

I Det Gamle Testamente i Mosebøgerne (Pagtsbogen 2 Mos 20,22-23,33 m.fl.) lyder det igen og igen, når talen er om at tage sig af den ene og den anden, den faderløse og enken, den fremmede og den fattige – ”I var jo selv fremmede” – ”Husk, at du selv var træl i Ægypten”, (5 Mos 24,22) Husk, hvordan du selv var flygtning – hvilket for øvrigt ifølge evangelierne også gælder Josef og Maria og deres lille nyfødte, førstefødte ved navn Jesus!

Hvad så end vi måtte kunne gøre af gode, nødvendige tiltag i vores nuværende situation i Europa med flygtningestrømme og begyndende folkevandringer, så må vi huske, at alt godt liv – også vores velfærdsliv i Danmark anno 2015 – begynder i modtagelse af gode kår.
Kår og vilkår som vi ikke bare selv hver især står inde for men som skænkes os.
”Alle gode gaver, de kommer ovenned”, som vi synger det. Lad os stå lidt stille engang imellem. Måske endda gå ind i kirken for herinde at gå i stå for en stund.

Lad os gå i stå, som historikeren Henrik Jensen skriver det i en klumme – ”Ikke gå bare for at gå, men gå for at gå i stå. Drop al den higen og søgen. Bare stå. Og nej, ikke mobilen! Første øvelse er at prøve at stå stille uden at tjekke telefonen.
Bare stå og lade verden omkring sive langsomt ind. Bogfinken, solsorten. Bøgetræets nye, skære blade. Egernets puslen i bladene. Stå helt stille, til du bliver væk i skaberværket…
Hvordan jeg selv kom til at stå? Det var hunden, der lærte mig det…
Til at begynde med hev jeg i den for at vise, hvem der bestemmer, men nu står jeg bare. Så står vi der sammen og falder lidt ned, glemmer alt andet end at være. Vi bliver en del af altet, hunden og jeg, … Man skal bare stå og glo. Det er der en lang dansk tradition for…”
Ja, ”fårene står der endnu og glor”. Men vi er mennesker med længsler, frygt og fryd, med følelser af så mange slags og med mulighed for at se længere og dybere end som så. Dertil hjælper evangeliet os. Dertil hjælper vor Herre os. Af og til bedst når vi selv tier stille, og bare begynder med at sige: Tak. Tak Gud! Af hjertet tak! Og mærke – om muligt – at ”fredens engel går”, som vi nu om lidt skal synge det i Ingemanns aftensalme her ved højlys dag, med ord som: ”Der er så stille og så tyst / i himmel og på jord; / vær også stille i mit bryst, / du flygtning, som dér bor! // Slut fred, o hjerte, med hver sjæl, / som her dig ej forstår! / Se, over by og dal i kvæld / nu fredens engel går”. Amen.