1.txt.række, Luk. 16,19-31

Landsforeningen af menighedsråds årsmøde, 10. juni 2007, Nyborg Strand.

Læsninger: 1.Joh.4,16b-21 Bøn: O kære Gud!

Luk.16,19-31 Velsign os med din Helligånd,

og plej os med din egen hånd,

så vi for dig må være

Salmer: som blomster små med liflig lugt,

som træer fyldt med yndig frugt

10 , 370 / 321 , 726. til Jesu Kristi ære! Amen.

”Blæsten går frisk over Limfjordens vande” – og det gør den også over Nyborg strande! – om ikke konkret på disse solbeskinnede årsmødesommerdage så dog alligevel: ”rusker dem op til vågen flugt” – ikke kun vandene, men også os, som behøver at blive rusket op. Vækket til live. Blæst igennem og luftet ud af Guds gode Ånd som en rensende, styrkende, nærende kraft her i livet. For det er jo sådan, det er. Det er jo sådan, Gud er: ”Gud er kærlighed” – gavmild, generøs og givende ud over alle grænser.

Men hvor ofte er det ikke blevet fremstillet som om Gud var nærig. Smålig som småtskårne sortklædte præster – ja, som enhver af os – når vi ikke evner at give videre af bare en smule af alt det, vi selv har fået. Når vi lukker os inde i klamme, selvretfærdige billeder af os selv som de frelste og de andre – i hvert fald en hel del af dem – som fortabte.

Forfatteren Henrik Pontoppidan, som havde en ”sand syndflod” af teologiske forfædre bag sig, skriver et sted om sin egen store besværlighed ved at skulle forholde sig positivt til kirken og dens budskab: ”Jeg mente ganske vist ikke,” skriver han, ”at enhver kristen var en farisæer, når han ivrede mod anderledes tænkende. Men faren for at blive det lurede efter min erfaring på enhver, der troede sig blot en lille smule bedre end sin næste.” Og som han da skriver det: ”Den nimbus af selvretfærdighed, der omgav så mange præster, når de stod på prækestolen og talte om de ulykkelige, der ved deres frafald fra troen forskærtsede al sand glæde og fred både her og hisset, havde i en tidlig alder givet mig en afsmag for og en mistillid til kirken, som jeg aldrig siden havde kunnet overvinde.” (Th. Skjerbæk: ”Kunst og budskab”, 1970 – s.316)

Himmel og helvede. Frelse og fortabelse. Gamle centrale kristne begreber, som hører med og som diskuteres den dag i dag, til tider endda ret så lidenskabeligt. På den ene side, på den anden side.

På den ene side de, der taler for, at en del af menneskeheden går, i al evighed, fortabt. At der på den anden side døden findes et helvede med plads forberedt for hver den, som ikke tror på Jesus Kristus.

På den anden side de der – selv trods forskellige måske endda nok så klare bibelsteder om evig fortabelse – ikke kan andet end satse på Guds nåde og barmhjertighed. At Gud er – som Johannes siger det – ”kærlighed”. Også langt ud over den smule vi måtte have forstået af, hvad kærlighed er! At for Gud er intet umuligt. Og at det, vi så i øvrigt har fået evangeliet og troen til, har at gøre med livet på denne side døden. Resten ligger i Guds hånd, fuldstændig udenom din og min afgørelse og vores nok så fromme eller ikke-fromme indstillinger.

Masser af mennesker har hørt den lignelse som vi hører til i dag, som en helt konkret fortælling og beskrivelse af de dødes rige. Af helvede på den ene side og – adskilt af en dyb kløft – himlen på den anden side.

Nej! Det er netop en lignelse, Jesus fortæller. Og den handler ikke om, hvordan der ser ud i evigheden, men om, hvor uendeligt vigtigt det er – for livets skyld – mens tid endnu er – at vi ser hinanden og tager os af hinanden. Og det helt ind i folkekirken!

At ånden – Guds ånd, kærlighedens ånd – som en blæst kommer over os og ”rusker os op til vågen dåd” – lige nu, i dag. At ingenting, ingen mulig velgerning kan udskydes, fordi da er det for sent.

Og derfor er det så uendeligt vigtigt, at vi ikke skærmer os for ånden. Kryber i ly og lukker os inde i smålige forestillinger om livet og hinanden. Om i sidste ende Gud selv – hvis Gud da ikke allerede er blevet prædiket ihjel. Kvalt i vores bevidsthed af de mange hundrede års smålige omgang med Guds nåde og barmhjertighed rundt i landets kirker og hvor det nu har fundet og finder sted, og sammen hermed kvalt i vores allesammens ret så gode anlæg for småborgerlig indelukkethed.

Henrik Pontoppidan fortæller et sted i romanen ”De Dødes Rige” om et selskab, der engang omkring 1900-tallet – men det kunne ligeså godt være omkring 2000-tallet – sidder ved et hotel, ”en mils vej fra Genua” i en lille by ved Middelhavet.

Der er vindstille. Og selskabet, som sidder her, kan ikke finde ud af, hvad de skal tage sig til. Skal de tage på en rotur – skal de tage til Genua for at se på et par negerboksere? ”I det hele taget var der så meget at vælge imellem, at ingen rigtig vidste, hvad han havde lyst til;…”

Som én af personerne overvejer det i ”De Dødes Rige”: ”Men hvad var det da for en underlig lede, der pludselig kunne snige sig ind på os midt i vor garanterede livsglæde? Hvad var det for et savn, der sugede under hjerterødderne midt i vellysternes overflod?”

Jo – jeg skal love for Henrik Pontoppidans ”De Dødes Rige” ligeså fint kunne være en beskrivelse af vores luksuriøse velfærdslevned nu i dag, hvor der jo alligevel, mærkeligt nok, trods al vor velfærd, er en underlig livslede på færde i og iblandt os – hvor et til tider voldsomt savn sidder og ”suger under hjerterødderne”.

En tørst efter fylde, mening og liv. Som den rige mand, der vågner op i de dødes rige og ser den fattige Lazarus sidde på Abrahams skød – det varmest tænkelige billede på nærvær, mening og fylde. Men ingenting synes der nu længere at være at læske vor tunge og pinefulde tørst med. Og advare vore efterkommere – brødre og søstre, børn og børnebørn om dette pinefulde tomrum – hvordan skulle vi kunne gøre det, når vi ikke længere aner, hvad i al verden det skulle kunne fyldes ud med?

Men står det da så skralt til? Ja, dét gør det! Det er på mange måder ”ad helvede til” med den måde, vi har indrettet os og det vi retter os efter her i livet. Som den nu selv dødsviede helt i ”De Dødes Rige”, Torben Dihmer, siger det efter en lang rejse: ”..menneskeslægten er syg – afsindig.” Det her, siger han ”det må være et dødsdømt samfunds sidste krampetrækninger.”

Ja – eller også så er der håb – selv i helvede. Tænk sig, hvis nu det er rigtigt: ”korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, men på tredje dag opstanden..”! Tænk sig, hvis der nu ikke bare er en Gud; men at det også er en nådig og barmhjertig Gud – at vi har en Gud, som er ren og skær kærlighed! Og tænk sig, hvis nu nådens og barmhjertighedens Gud selv er tilstede, her midt iblandt os, med ”al sin kærligheds rigdom”!

At der altså er én, som er opstanden fra de døde – som har været i de dødes rige – og ”sluppet så vel derfra”! Og at det nu er hans dødsforagtende kærlighed jeg må holde mig til som udgangspunktet for alt det jeg kan og skal og vil.

Jamen, så er der jo mening i galskaben. Så er der jo én – så er der jo et liv, en kærlighed og en mening – til at fylde det til tider så voldsomme savn, som sidder og suger under hjerterødderne.

Og så er der sandelig også nok at se til, allerede nu i dag – på denne side døden – hvor fortabelsen konstant truer, men hvor der også kan ske det guddommelige under, at et åndens blæsevejr kommer over os – rusker os op til vågen dåd. Til at tage os ordentlig af hinanden på vor fælles vej. Ikke til De Dødes Rige; men, som altid, i Kristi perspektiv – til De Levendes Land!

Det kan se ud af så lidt, det der rækkes os i kirken og gudstjenesten. Som et lille stykke brød og en enkelt sjat vin. Og dog så rummer det en verden af betydning og fylde. Frugtbarhed og glæde.

”O kristelighed!”, som vi skal synge det – og det vil sige: ”O Kristus! – du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved…” – ”fra dødningehjem til de levendes land” – den bevægelse kommer det igen og igen og hele vejen igennem an på i de sammenhænge vi hver især lever – frelsen fra et gammelt og ødelagt liv til et splinternyt og helet liv – ”fra dødningehjem til de levendes land.” Ja, for: ”…mit land, siger Herren, er Himmel og jord – hvor kærlighed bor!” Hvor blæsten går frisk – hvor Ånden får fat og lukker op for os til det nye, til tider, himmelske liv.

På den ene side – på den anden side. Vinklen er afgørende. Ja, vinklen og Ånden har sandelig med hinanden at gøre.

Jeg troede selv længe, at Jesu tomme grav påskemorgen skal ses udefra, og så ikke stort andet end der er at se herfra denne vinkel, nemlig tomhed! Indtil jeg blev rusket op, eller hvad det nu var, og forstod, at Jesu tomme grav skal ses indefra! Det er da også det evangelisterne fortæller om kvinderne og disciplene påskemorgen – ”de gik ind i graven”. De gik ind i graven og så herfra, og for alvor pinsedag, hvilken udsigt det er Gud har sat op foran os.

Julenat, påskemorgen, pinsedag! Pinse har det været. Og pinse kan det blive. Ikke pinsel for evigt, men pinse for hver den, der pines. Guds rige for selv vi rige.

Stenen er rullet fra. Vejen er banet. Den går fra dødningehjem til de levendes land. Nu skal vi gå den, endnu en gang, og igen og igen, og til sidst engang én gang for alle.

Ud i lyset, ud i sommeren. Og for os, her fra Nyborg strande, ud i de sammenhænge der venter os hver især og være til der – om muligt og i vidunderlige himmelske stunder og situationer ”som blomster små med liflig lugt, som træer fyldt med yndig frugt / til Jesu Kristi ære.”

Amen.