Nu kan det ikke længere holdes tilbage. Nu vælter det frem. Alt det grønne derude. Alt det liv og al den skønhed, lys og varme vi ventede så længe og næsten ikke turde tro ville komme. Og så er det her! ”I al sin glans nu stråler solen, / livslyset over nåde-stolen, / nu kom vor pinselilje-tid,…”
Med pinsen bliver lukketheden og tavsheden brudt. ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer”, havde Jesus sagt til dem, disciplene. Nu lød ordene igen – pinsedag, da Ånden kom over dem, i deres mund – i Jesu Ånd, i Jesu navn – med samme vægt, med samme magt og myndighed, som da han selv sagde ordene.

Og hjerte talte til hjerte. Med trøst og med livsmod til følge. For ordene lød jo virkelig, som da han selv havde talt dem, ordene lød jo netop til tro: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Tavsheden var brudt.

Ordene lød. Og lød godt. Og derfra begyndte det nu igen.
”Fortæl! Fortæl!” som en forfatter har kaldt en god bog om fortællingens rum. ”Fortæl! Fortæl!” – det er den opfordring, børnene kommer med til den voksne. Specielt da, hvis man i en fortælling har turdet tage af sit eget, og ikke sparsommeligt holde igen med det eventyrlige.

”Fortæl! Fortæl!” er den opfordring, der udgår til os fra pinsedagen og fra alt det vor Herre har sat gang i.  ”Fortæl! Fortæl!” Og forsøg ikke, at få troværdigheden frem gennem tilbageholdenhed.

”Overdrivelse fremmer forståelsen”. Og hvis det gælder noget steds, så er det ved evangeliets forkyndelse. Den vidunderlige guddommelige kærligheds historie om bevægelsen fra langfredag til påskemorgen, om liv af døde og glæde for sorg. Denne grundfortælling er så lidt egnet til at blive udsat for sparsommelighed og så eventyrlig i sin grund, at her må alle ens fars og mors velmente råd om ikke at tage munden for fuld og ikke love mere end… osv. – her må de alle suspenderes – eller rettere vendes 180 grader rundt, fordi Ånden vil det.

Ånden vil det. Og i den alkymi, Helligåndens glød frembringer, smeltes da sparsommelighed, reservation og skepsis og bliver til glæde og gavmildhed, ja, til en generøsitet i slægt med Guds nåde.

”Hvorfor tier Gud”, skrev en sørgende kvinde til sin ven og sjælesørger, som skrev tilbage til hende: ”Fordi du skal tale”!

Det må vi tage på os, når (nu) Gud sender os sin Ånd – at vi skal tale. I Jesu navn, i Jesu Ånd, give videre af hans fred og hans kærligheds vidunderlige historie – at intet overvinder den – og i den hører vi hjemme: ”Jeres hjerte forfærdes ikke, og være ikke modløst!”

”Der er”, som jeg læste det et sted, ”én eneste historie i verden, genspejlet i de mange små, som står urokket lysende med sit budskab om tro, håb og kærlighed, og som engang vil omslutte alle andre historier og for altid lade skyggerne vige.”

Så vidunderlig er evangeliet. Så eventyrlig er perspektivet. Så fantastisk meget har vi af Gud, ved Helligånden, fået at gå videre med og sætte både ord og kropssprog på, at der er nok til et helt liv.

Glædelig pinse!