Kristendommen, evangeliet, kan karakteriseres som en voldsom protest mod døden og al dens væsen. At døden altså, virkelig, er vor fjende. Selvfølgelig kan døden komme som en befrielse, fordi der ikke var mere at gøre. Al behandling var udsigtsløs og livet én stor smerte. Men det betyder jo ikke, at det var døden, vi ville. Var der kærlighed på spil, så var det livet, vi ville, og døden, der var og er fjenden. Så er det den, vi vil protestere og kæmpe imod, hvor tåbelig en kamp det så end måtte synes at være.
For godt ti år siden døde fortælleren, digteren og sprogkunstneren Anne Sophie

Seidelin. Med hendes ord beder vi ved én af efterårets gudstjenester: “..Gud, vor Far i himlen… Lad os takke dig, hver gang vi trækker vejret, / lad os elske livet i dig, og i alle, som du gav liv, / lad os sørge med dig over døden / og aldrig give den ret …”.

I kapitlet “Naturligvis er døden en fjende” – i bogen “På isflagen” – fortæller Anna Sophie Seidelin om det at blive gammel. Om ikke at være bange for at dø. Om at komme sine forældre nærmere, fordi barndommen tit rykker nær. Om vidunderligt morsomme drømme, hvor hun på en ny og uventet måde er sammen med sin nu afdøde mand: “Og det er glædeligt og trøsteligt.” siger hun, “så er han sådan, som han er og var, og så er glæden fuldstændig den  samme, som den altid var – så er man pludselig ung et par timer.”

Men hun taler også i det følgende om, at det betyder jo selvfølgelig ikke, at døden på nogen måde er en ven. Døden er fjenden. “Der er jo det mærkværdige” siger Anne Sophie Seidelin “at man elsker livet så meget, og elsker denne jord såså meget, at døden naturligvis er en fjende. Og det er den, hvad enten man tænker et evigt liv eller ej – så er livet her…. Og talt religiøst så ville det jo være den afskyeligste skam, hvis man ikke elskede det liv, som er skabt, og som man er i – en utaknemmelighed uden lige..” meget, og elsker de mennesker der er på den, levende og døde,

“Og da håber jeg” slutter Anne Sophie Seidelin “at jeg vil bevare min lyst til at leve, lige til jeg omkommer, og ikke sige farvel til nogetsomhelst med glæde. Og hvad der så er på den anden side, da må vi ganske alvorligt og i ordets bogstaveligste forstand sige: det må Gud vide!”. (s.113)

Det må Gud vide! Hvad vi véd, det er, at vi er på denne side. Her, hvor det hører med til livet, at vi skal miste og sørge! Døden skal vi af al kraft protestere og kæmpe imod. Men ikke sorgen. Den hører med. Sorgen hører med til livet! Som en taknemmelighed over det, der var. Som en opstand mod døden og al dens væsen.

Det er, hvad evangeliet vil. Det er, hvad kærligheden vil – ”..kærlighedens ild” –  ”hvor den blusser bor livsgrøden, / hvor den slukkes, hersker døden.” (Grundtvig, DDS 710,7).

 

Når høst er vel tilende” skriver Henrik Pontoppidan et sted, ”og sommerens fugle draget bort og sæden ligger godt gemt i stakke og lader, kan det undertiden hænde, at folk, bedst som de går omkring og har travlt med at forberede sig på vinteren, overraskes af en række festligt skinnende solskinsdage. Der kommer en grøde i luften, (så bonden ganske ængsteligt skotter til sin nye rug, der skyder i vejret som på en forårsdag.) Spirer og spildte korn, der for længst har trykket sig ned under mulde og givet sig vinteren i vold, farer på én gang op i lange strå og ser sig som i glad forundring omkring fra grøftekanter og stubmarker… Skovene svulmer i broget fylde, og hist og her i bondens haver begynder frugttræerne at skyde nye blomsterknopper.”

Men så er det, som Henrik Pontoppidan skriver det: ”pludselig en nat farer der en frostkold vind henover landet; og folk, der om morgenen kigger gennem vinduet ud til deres blomsterbede, ser træerne hænge med bladene, – festglansen er som blæst bort. Engene falmer; rugmarken sygner hen. I tunge oktobertåger ruller vinteren langsomt frem over rustbrune og ræverøde skove.”

———

Taknemligheds og vemods tid. Alt hvad der spirer, vokser op og gror skal også dø. Er det da hele meningen, også med os: At vi skal vokse op, blomstre kort, og så ellers blot visne for at dø? Nej, vi skal mere end det.

”At flyve som et forårsfrø” skriver Alex Garff i sin dejlige sensommersang om septembers himmel – om søndagsstille ro – stubbede marker – og røde æbler:

“At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive

er kun at visne for at dø,

kan ingen frugt du give.

Hvis modenhedens milde magt

af livet selv du lærte,

da slår bag falmet rosendragt

dit røde hybenhjerte.”

At dit røde hybenhjerte slår og banker for noget og nogen – om end bag nok så falmet rosendragt – det er, hvad der virkelig betyder noget. Vi skal, som alt muligt andet levende, sætte frugt. Blandt andet, og som noget meget væsentligt, gennem ordene. Derfor er det så vigtigt, at de ord vi taler og hører er ægte og varme. Hjertelige. Ikke uden modsigelse, holdning og temperament. Men ærlige og troværdige. Talte fra hjerte til hjerte – med den virkning i sig, at grobunden for det sandt menneskelige holdes levende og frugtbar i os. Og det på en måde så at vi kan gå også efterårets, modenhedens og høstens tid i møde med frimodighed, fordi den del hører med som meningen med det hele.

Når ”festglansen” er borte – når ”tunge oktobertåger ruller vinteren langsomt frem over rustbrune og ræverøde skove” – så at kunne gå også den tid i møde med fortrøstning, det er så vigtigt. Måske nok med det vemod som hører alle bløde røde bankende hybenhjerter til, men sandelig også med den taknemlighed, som kommer af at ”have fået høsten i hus”. At hvor bøvlet det så end blev, mit levede liv – og måske endda også udsigtsløst ind imellem – så blev det ikke frugtesløst.

For det takker vi hver især vor Gud og Skaber – og be´r Ham bevare os alle i den sammenhæng, hvor høsttid, dybest set, slet ikke er afslutning, men begyndelse og fest – til evig tid i Guds rige.