Det er virkelig blevet fastetid. Faste forstået som afholdenhed og tilbagetrækning fra vante former. Meget mere end vi bryder os om. Og nu er påsken, som skulle være den festlige ophævelse af fastetiden, også blevet lukket ned. Det er virkelig for meget af det gode, selv for de mest hardcore fastere og forsagere iblandt os.

Jeg hører i disse coronatider en del udtalelser i retning af, at: hvor vil vi dog i langt højere grad påskønne det at kunne mødes og komme sammen og røre ved hinanden, om så bare med et gammeldags håndtryk, når alt dette her er overstået.

Det tror jeg ikke på. Jeg tror ikke, at påskønnelsen automatisk får bedre kår efter coronatiden. Jeg tror, at påskønnelsens tid, det er lige nu. Det er det sådan set altid. Men altså også lige nu, hvor vi så tydeligt mærker alt det vi i det almindelige daglige liv har at skønne på – fordi vi mangler det.

Det er en øjenåbner. Coronatiden er en øjenåbner for det almindeliges særlighed. Det selvfølgeliges uundværlighed. Det er lige nu (i fastetiden) påskønnelsen af alt dette melder sig hos os i form af længsel og savn.

Skal vi have påskønnelsen med over i det normalliv, der igen vil komme om uger eller højst måneder, så skal vi virkelig ville det. Som automatik-mekanisme forsvinder påskønnelsen som dug for solen, så snart vi igen opsluges af det (gode) almindelige hverdagsliv.

Som forfatteren Dostojevskij et sted har en beretning om den særlige livsintensitet, der melder sig hos den dødsdømte på vej til retterstedet. Og med en tanke hos dette menneske om, at kunne jeg bare blive benådet, så ville jeg fremover leve mit liv langt mere intenst og med langt større påskønnelse af det helt almindelige liv. Og så bliver han benådet. Og i løbet af, om ikke minutter, så timer og dage, damper påskønnelsen af.

Jeg tror, at påskønnelsen – livspåskønnelse – ligesom taknemmelighed får de allerbedste vilkår hos os hver især, når vi ikke betragter den som primært en følelse, men langt mere, eller langt bedre: en livsholdning. Et sted at stå i livet og vinkle tilværelsen og det daglige liv fra.

Altså, jeg må vælge taknemmeligheden til, vælge påskønnelsen til som det sted og den vinkling, jeg – alt det jeg kan – vil betragte tilværelsen og mit eget dagligliv fra.

Mere om det i en anden blog…