Nu her først i september 2022 i disse skønne sene sensommerdage vil jeg gerne videregive nogle linjer fra en stilfærdig roman af Paolo Cognetti ”Den vilde dreng – optegnelser fra bjergene” (2017/2019) (NB. romanen er tilegnet mindet om Chris Mccandless, ham hvis livshistorie dannede forlæg for filmen ”Into the Wild”) – den unge Paolo, omkring 30 år gammel, er vandret op i bjergene i alperne, eller de italienske bjerge, oppe over den smukke Aostadal i Nord-Italien. Heroppe lever han foråret igennem alene i en hytte. Nu, hvor det er blevet sommer, beslutter han sig for, at han vil vandre længere op og ind i bjergene. Han vil leve endnu mere enkelt og primitivt. Han er også rimelig irriteret over folk, turister og vandrere, der bare slår sig ned lige uden for hytten. Så nu vil han afsted på vandring: ”Inde i huset tog jeg rygsækken ned fra sømmet på væggen. Jeg smed lidt tøj i den, en vandtæt dug, soveposen, en drikkedunk med vin og de konservesdåser jeg havde i køkkenet, lighter, kniv, avispapir, lommelygte, to bøger, pen og notesbog. Jeg ville ud længere væk end det område jeg kendte i forvejen, finde ud af hvor man kom hen hvis man vandrede to-tre dage. Jeg havde temmelig meget at slæbe på da jeg gik, men da jeg lukkede døren bag mig, føltes det som om jeg blev befriet for en byrde. Byrden kunne som altid være hytten eller de mennesker der efter min mening havde vanhelliget den, men det var sandsynligvis bare mig selv. For hvad flygter vi ellers fra når vi stikker af hjemmefra? Farvel, sagde den vilde dreng til den tamme, så vendte han ham ryggen og slog endnu engang ind på den opadgående sti.” (s. 93-94)

Og her en bid mere fra Paolo Cognetti ”Den vilde dreng – optegnelser fra bjergene”. Nu er han kommet afsted og har været undervejs nogle dage. Han er kommet langt op i bjergene og sådan set også langt ud – han er faret vild, fordi han har forsøgt at skyde genvej til en landsby – nu er han så også faldet og har slået sig og ligger forfærdelig træt og opgivende, ja, hulkende (for første gang i årevis) på en klippe: ”Så da jeg lå der på klippen, erklærede jeg mit eventyr for mislykket. – Mens jeg lå og ynkede mig selv, så jeg en ørn flyve hen over mig. Den kredsede over mig i stadig mindre cirkler som om den havde udset sig et bytte, og det var en nærliggende tanke at byttet kunne være mig…” – han er flere gange stødt på afpillede skeletter af gemse eller stenbuk – ”Så rejste jeg mig op. Ørnen steg omgående til vejrs og forsvandt. Jeg stillede på skulderremmene og spændte bæltet om livet. Jeg var ikke kommet alvorligt til skade, og jeg kunne mærke at kræfterne ikke var sluppet helt op. Jeg søgte uden om det sted hvor jeg var faldet, og gav mig til at klatre opad igen i samme tempo som før, to skridt og en pause, to skridt og en pause, og nu undlod jeg at kigge op og koncentrerede mig udelukkende om hvor jeg satte mine ben. Jeg opdagede først at jeg var nået op på toppen da jeg var der, og nu fik jeg omsider øje på den landsby jeg søgte: To-tre hundrede meter under mig klyngede en snes stenhuse sig ind til bjergsiden, og kvæget gik og græssede på græsgangene omkring husene. Der hang en stor gryde over et ildsted i det fri, og der gik en mand rundt omkring den. Ved et lille hvidt kapel stod en mindre forsamling og sang akkompagneret af en trompet. Aldrig har synet af en gudstjeneste og lyden af et kirkekor gjort mig så lykkelig som den dag. Jeg tog rygsækken af, smed mig på jorden og lukkede øjnene, denne gang for at nyde musikken og solen.”