”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord, / som jeg nu min egen må kalde…” (DDS 728) Vi synger den hver gang vi holder høstgudstjeneste. Det er, klart nok, en salme som taler særligt stærkt til landmanden, gartneren eller frugtavleren, som dyrker sin jord og som på denne konkrete måde kender til udleveretheden til magter udenfor én selv. Men det er også en salme, som taler til alle os, som fik et sted at vokse op, en familie, et hjem – et tilhørsforhold – et sted at slå rod og rødder at suge næring igennem. Vi kan alle sammen af hjertet synge med på ordene:
”Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,
frimodigt som fuglen i skove,
og takke for regnen, som vander mit land,
for solskin og varme i sommerens brand…”
I bogen ”Landet og året” har Søren Ryge Petersen en meget fin skildring af den sidste høstdag hos de to halvgamle sygdomsplagede brødre, Anders og Julius, som én del sikkert husker fra fjernsynet.
På trods af enhver fornuft, kan man sige, bliver de ved med at drive deres ejendom. Og det er besværligt med den høst. Først er der vejret. Når man har to eller ti eller tyve tønder land byg stående på sine marker, længe efter at alle andre har høstet deres, så bliver vejret altoverskyggende. Så bliver det, det man snakker om, forbander eller lovpriser.
Så kommer da endelig det rigtige vejr og med det sliddet, som er umenneskeligt hårdt for de to, Anders og Julius. Men det lykkes, kornet kommer i hus – og Søren Ryge Petersen skriver: ”Vi snakker om høsten. – ”Er I ikke glade for, at I fik det i hus?” – ”Jo, det er altid godt at få høsten i hus.” – ”Det havde I ikke troet for en uge siden, da det bare regnede og regnede.” – ”Nej, det havde vi ikke.” – ”Og de lover mere regn til aften.” – ”Ja, det gør de.” Og så videre. Emnet er stort. Ordene smager som nybagt rugbrød.”
”Ordene smager som nybagt rugbrød”, det er et godt udtryk. Sådan sanses den lykkelige efter-høst-samtale – og sådan er det i det hele taget med de gode ord vi lever af: De smager som nybagt rugbrød – og giver os, som brødet, nye kræfter.
Også Guds ord. Hvis vi hører det ret, så vil vi kunne fornemme, at Guds ord er virkelig som dagligt brød på denne jord – noget som vi kan leve af og som kan give os næring til at leve i en grundlæggende ubekymrethed i taknemlighed til livets Gud:
”Ham takker alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang
for ordet og for livet.” (DDS 729)