”Og det skete i de dage…” – der skete noget – noget betydningsfuldt – og det fik betydning ud over alle grænser og op i tiden – og for os nu i dag, som for dem, der skal komme efter os…

Det skete i de dage – og det skete kommer os nær – ligeså nær som et lille nyfødt barn på armen – ligeså nær, som når en anden taler til mig og ordene rammer mig lige der, hvor jeg er – ja, i hjertet. Det kræver åbne porøse sind og sprækker i alt det hårde for at noget sådant kan ske. Det er ad sådanne veje det guddommelige finder sted i det menneskelige. Gud i sin kærlighed finder sprækkerne og kommer til os – fødes midt i nattemørket – lyser og varmer op i forfrosne sind med ord til tiden.

Der er – som jeg engang kom til at sige det til nogle 4. klasses elever på besøg i kirken, og blandt andet til en snak om det med, at vi engang falder til jorden – der er, sagde jeg, to vældige kræfter her på kloden: Tyngdekraften og kærligheden. Med tyngdekraften lægger vi, når én af vore kære dør, alt det, der hører jorden til ned i jorden. Med kærligheden sender vi alt det, der ikke kan lægges ned i jorden, op til Gud i himlen – til at være i Guds kærlighed. Tyngdekraften og kærligheden. Og kærligheden overgår selv tyngdekraften og vinder over alt andet.

Så var det en dreng, der godt kunne ligne én med rigeligt tunge kår, rakte fingeren i vejret og spurgte: Hvordan kan det så være, at ens forældre skal skilles?  Åh ja, de unger, og deres ligefremme spørgsmål og kommentarer! Det er ikke altid så ligetil at holde fast i smukke teologiske tanker, når virkeligheden bryder ind, og tyngdekraften i form af et barns tunge tanker tager til orde. Men selv om jeg bliver svar skyldig overfor knægten, så vil jeg nu alligevel holde fast lidt endnu i tanken om tyngdekraften og kærligheden som to mægtige kræfter i menneskelivet her på kloden.

Og det skete i de dage, at kærligheden, Guds kærlighed, og tyngdekraften vævedes sammen i én skikkelse. At Guds kærlighed tog skikkelse her på jorden i det lille nyfødte barn. Helt hernede hvor tunge kår finder sted – hvor forældre skilles, hvor gamle forsvinder i demensens tåger, hvor så meget af det, der skulle være godt, falder til jorden, og vi selv en dag med – helt hernede, hvor tyngdekraften hersker, finder Guds kærlighed sted. Midt inde i det skårede, revnede, sprækkede, porøse, sårbare menneskeliv kommer Gud til verden. Varmer og lyser op for os i sind og hjerter, som barn Jesus i Marias favn i stalden i Betlehem julenat. Med englens ord: ”en stor glæde, som skal være for hele folket”. For Gud kommer til verden. Sidder ikke ophøjet i sin fjerne himmel, men kommer til verden i kærligheds og afmægtigheds skikkelse. Med guddommelig tyngdekraft. I ord til tiden. Lys i mørke. Liv af døde. Så: Tak til Gud, for både tyngdekraften og kærligheden!