Hvor blev det af? Året og livet der gik? Josefine Klougart (som ellers er så ung!) skriver et sted i romanen ”New Forest” fra 2016: ”Alderen kommer ikke snigende. Den falder over én som et læs grus der bliver smidt foran ens hus”. Pludselig er vi her – hvor det, der var dengang, ligger langt borte. Og hvad var det så, der var vigtigt? Og hvad er det så, det kommer an på her i det nuværende, og i tiden der kommer? Et muligt svar lyder: Øjebliksglæden. Tilstedeværelsen her og nu – og af og til: sammen. Nærvær og virkelig navngivning. At vi må kunne have navne for hinanden og leve i en ånd med mulighed for virkelig kontakt, som altid hører netop øjeblikket og kun øjeblikket til.

Vil du sættes ind i en historie, der på en stærkt livsbekræftende, både sjov og gribende måde, udfolder en pointe her, så gå i biografen (snarest muligt) og se den tyske helaftensfilm ”Min far Toni Erdmann”, som i flere biografer går et stykke ind i det nye år. ”Min far Toni Erdmann” – en film og en fortælling, en livshistorie, om at komme ned på jorden. Komme nær i forklædning. En film om forholdet, det næsten ikke-eksisterende, mellem en yngre kvinde og hendes aldrende far, som nu med alt, hvad han har i sig og på sig – herunder altid et falsk gebis i overlommen – giver sig fuldstændigt hen for om muligt at komme sin datter nær og få en virkelig kontakt. Det kan han ikke i skikkelse af alene sig selv. Han må gøre det i skikkelse af en anden – så at sige: inkarnere sig under et andet navn, i en anden skikkelse. Ines Conradi hedder datteren, som arbejder for et konsulentfirma, der, almindeligt(!) kynisk kalkulerende, beskæftiger sig med outsourcing i den rumænske olieindustri (kort sagt noget med at fjerne jobs fra i forvejen fattige rumænske arbejdere og flytte dem til et endnu billigere produktionsland). Hendes far, Winfried Conradi, melder sig nu på banen i datterens forretningsmæssige sammenhæng. Han gør det i forklædning, med paryk og falsk gebis, præsenteret som: Toni Erdmann. Ihærdigt og vedholdende insisterer faderen, forklædt som den skøre forretningsmand Toni Erdmann, på, at også hans kølige, øjensynligt kyniske forretningskvinde datter Ines er et menneske. Et rigtigt menneske, som kan føle både angst og ægte glæde. Et menneske, man kan komme i kontakt med. Virkelig kontakt og nærvær.

For det er øjeblikkene, der tæller. Livets mening, som faderen siger det, findes i øjeblikkene, som vi alt for sjældent kan nyde, fordi vi har så travlt med dette og hint. Det gælder derfor om at dvæle. Om muligt, synke ind i nuet. Være tilstede i øjeblikket. Her og nu. Men hvordan fastholde øjeblikkene? Det kan vi i virkeligheden ikke. (NB. End ikke med kamera og nok så gode fotos, som slutscenen i “Min far Toni Erdmann” så fint understreger det !) Øjeblikket er det, der netop ikke kan fastholdes. Og dog så er vi i det, og kan, i nådefulde stunder, åbne os for det. For øjeblikket og nærværet lige nu og her. Der ligger masser af grus, måske endda bunkevis, i indkørslen. Der kan være så meget i vejen. Men vi er her, lige nu. Fra øjeblik til øjeblik. Det er ikke så ringe. Lad os benytte os af det, og udnytte tiden i tide. Godt nytår!