For Grundtvig blev 1824 et af de helt store år. Med åndeligt gennembrud og stordigtning fra hans ånd og hånd. Især som yngre var Grundtvig vildt fascineret af den nordiske mytologi og Asa-tro. Nu i 1824 brød kristentroen med ny styrke og nyt omfang, ja, åndefang, igennem hos ham. Og han udgav da blandt andet det vildt storladne digt ”Nyaars-Morgen”. Et kæmpedigt, hvor Grundtvig i en række af versene tager os med tilbage til nogle af de mørkeste stunder i én af overgangstiderne (kriserne) i hans eget liv, op mod 1824, hvor han var trængt både udefra af manglende anerkendelse, eller rettere: truet og trængt af udelukkelse, OG indefra af kulde og mørke og mangel på tro og livsmod. – Vi skal have et par af disse vers her som en slags nytårsgave, livsnært bevægende, fra ham, som har givet os så meget godt i det kirkelige, og hvis fulde navn var: Nicolai Frederik Severin Grundtvig. Ordene lyder – med deres nu i 2024 to hundrede-årige ælde og Grundtvigs særlige stil oveni:

Jeg følde, at slaget

Af Marken, paa Fjeld,

Af Skygger bedraget,

Jeg raved i Kveld;

Bortblæst var min Størke,

Og myrdet min Ro,

Det tordned i Mørke:

Og havde du Troe

Til Bjerge at flytte,

Det kan ikke nytte,

Naar steenhaardt er Hjertet og koldt!

 

Mig tykdes, at Staven

Var over mig brudt,

Til værre end Graven

Af Herren forskudt;

Mit Støv jeg foragted,

Min Sjæl var mig Alt,

Jeg Døden betragted

I aandig Gestalt,

Med Døden i Hjerte,

Jeg følde ei Smerte,

Men blegned og gjøs for mig selv!

Da lærde jeg Arme,

I Midvinter sval,

At Lys uden Varme,

Er Helvedes Kval;

Ei græde jeg kunde

For Gud eller Ven,

Kun grue og grunde,

Og grue igjen,

Jeg kæmpe mig vilde

Til Kjærligheds-Kilde,

Omskabe jeg vilde mig selv!

Men det kan intet menneske. ”Man skal ikke skabe sig”, som de sagde, der hvor jeg kommer fra. Og, nej, det skal man ikke. For vi er skabte og skænket livet hver især af vor Herre. Og bliver det fra øjeblik til øjeblik: skænket livet – og at kunne leve det, fra morgen til aften, året rundt, livet igennem, i Jesu navn. Og så kan det ske, og det gør det, at mørkets pinsler og hjertets kulde og hårdhed viger for lys og varme og fred. Sådan som Grundtvig både indleder og afslutter kæmpedigtet ”Nyaars-Morgen” med at fastslå det med ordene:

Guds Fred og God Morgen!

Paa Mark og paa Fjeld!

Forvundet er Sorgen,

Mig pinde i Kveld…

Jo:

I Kveld var det broget,

I nat var det tyst,

I Morges fuldtaaget,

Men nu er det lyst;

Hvad dagen skal bringe,

Det gjættes vel kun…

Hvad nytåret 2024 vil bringe os hver især, det ved vi ikke. Uanset eventuelle nok så planlagte abdiceringer og pensioneringer, eller kroninger og tiltrædelser. Men sikkert er det, at vi må gå ind i det med Guds velsignelse i det alt sammen. Med tak for det, vi fik. For livet og året der gik. Og med i grunden stor fortrøstning til det kommende. Godt nytår!