Nu er den her så. I dag, på årets Spil Dansk Dagen, udgiver jeg bogen Noget om nåde. Bogen udkommer på Aros Forlag og, er – som det siges på flappen – femte bind i serien Litteratur & Kristendom, hvor jeg tidligere har udgivet bøgerne: Jeg har ladet mig fortælle… (2011); Glæden på trods (2005); At tænke stort (2002); Forladthed og nærvær (2000). Af de tidligere udgivelser minder Noget om nåde mest om Forladthed og nærvær og er bygget op på samme måde som denne med en række ”omvendte prædikener” i fire hovedafsnit centreret om evangelisterne Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.

Da jeg fortalte min 85-årige morbror, at jeg var i gang med en bog under titlen Noget om nåde, hørte han det som Noget om noget og sagde: ”Jamen, det kan der da komme en hel del ind under.” Det er jo en fejlhøring, jeg gerne vil have. Jeg er slet ikke ked af, at det lyder som ”Noget om noget”, når man lidt sjusket eller bare afslappet udtaler bogens titel. Der er noget om snakken. Også den om nåden. Noget som ligger udover det, vi kan sige os selv, eller som vi kan håndtere eller for den sags skyld operere med. Noget som kommer bagpå os, bærer, favner og finder mig, der hvor jeg er. Noget som jeg, som sagt, ikke finder noget bedre ord for end det gode gamle: Nåde. Der er nåde i luften! ”Der er noget i luften” – ja, og der er ind imellem og slet ikke så sjældent noget, der kommer til os udefra og som en stille nåde lægger sig ind over os, eller lægger sig til vore liv. Bedst når vi er små og porøse nok. Fra bogens bagside: ”Vi mærker det godt, når vi tør tvivle og længes. Når sindet er porøst nok. Når hjertet står åbent. Vi mærker det, og vi mærkes af det. Som et strejf på kinden. Et lille strejf af nåde. Og det er nok. Hvor lidt skal der til?” Som i Jakob Knudsens ”Tunge, mørke natteskyer” – pendanten til morgensalmen ”Se, nu stiger solen” – aftensalmen med de dæmpede, nænsomme, nådefulde udsagn og billeder – som i det sidste vers med billedet af det ene svagt oplyste vindue i huset der længere fremme ad vejen – mit hjem, eller bare et sted med mulig gæstfrihed – hvor godt! Hvor nådefuldt! ”Tung og mørk den tavse / over jorden spænder, / hist kun bag et vindve mat / vågelys der brænder. / Du, som lindrer sorg og nød, / al vor synd forlader, / lyser op den mørke død, / tak, du lysets Fader!”