Jeg hørte engang en gammel kone med glans og glød i blikket fortælle om dengang hun få år tilbage efter et fald på fortovet var blevet indlagt med en, ikke bare brækket, men knust skulder. På sygehuset konkluderede lægen: ”Dine åndedrætsproblemer gør, at vi ikke kan operere dig. Du har for lidt ilt i blodet. Vi kan ikke lægge dig i narkose.” Altså, for den gamle kone, en situation fuld af afmagt – sorg og gråd.

Da var det, datteren havde kontaktet overlægen og sagt: ”Min mor er for god til at sidde resten af livet med en vissen skulder og hvad deraf følger. Der må kunne gøres noget.” Trods, i første omgang, afvisning blev datteren ved med at henvende sig. Gentagne gange, med al den myndighed og vægt det alligevel giver at insistere og kæmpe for én, man elsker. – Til sidst gik lægen med til at forsøge, men først efter 7 dage med ilttilførsel. Ved den 7. blodprøve lød meldingen: ”Nu har du ilt nok i blodet til at vi kan operere.” Det blev en vellykket operation – udført af en læge, som lod sig bevæge af en datter, der satte, om ikke alt, så i hvert fald meget, ind for sin gamle mor. – Senere ved kvindens udskrivning ind under jul – og det fortalte den gamle kone mig med en særlig glød, taknemmelighed og stolthed – da havde lægen til afsked sagt til hende: ”Og vil du så hilse din dejlige datter”!

Hvor er det godt at have folk omkring sig – at have én, der vil træde ind for mig – insistere på mine vegne, når jeg ikke længere selv kan. Når jeg bliver gammel og affældig. Afmægtig og uden ret meget kontrol. Eller da jeg var et barn og lå syg. At der da var en far eller mor, der puslede om mig og med alt hvad de kunne og havde i sig insisterede på min trivsel, min helbredelse. Det er alt sammen guld værd og med til at gøre det fuldstændigt umuligt at tale om livet som tomt og meningsløst. Eller at frihed og meningsfylde skulle være noget med selv at have fuld kontrol og ingen afhængighed.

Nej, tværtimod, så er der en mening og en fylde så stor ved det at høre hjemme i en sammenhæng, hvor ikke alting hviler på min egen magt og kontrol. Min egen mulighed for at styre og tilrettelægge, men i sidste ende på at en anden, nemlig én der holder af mig, træder ind for mig.

Det er i det felt – selv om vi ind imellem overhovedet ikke kan se det – så er det i det felt Gud træder frem. Viser ansigt. Nærvær. Dér, hvor vi ellers troede, vi kun havde os selv. Dér er Gud alligevel. Dér er nåden – også i skikkelse af det menneske, som træder ind for mig, når jeg ingenting kan.