”Af den anden verden” (2017) hedder en roman af den skæve århusianske forfatter, Svend Åge Madsen. ”Af den anden verden” er en skabelsesfortælling om en flok mennesker, måske en små to hundrede stykker, som må begynde helt forfra, da de driver i land på et skibsvrag – måske er det i Australien – det er der ingen, der ved. For de har alle fuldstændig mistet deres erindring og orientering og viden. Bortset fra bittesmå vage erindringsglimt hos et par stykker om en lejr fyldt med mishandling og krænkelser. Nu må de, som sagt, begynde forfra. Og virkelig helt forfra med at konstatere, at der er forskelle. Og med at skabe sprog. Og måder og vaner for deres omgang med hinanden. Og langsomt opstår der et samfund. Altså et sted, hvor mennesker finder sammen om netop det at være mennesker. – Og Nifinger, som han hedder, og som de også kalder Den retfærdige, Nifinger bliver den, der på et tidspunkt formulerer den regel, som viser sig at være nok at have at rette sig efter: ”… Alle fattede alvoren. Ro blev der. – Så lad mig da indstifte den regel som skal gælde for os alle”, sagde Nifinger. ”I krat og i grotter, ved havet og på pladsen. Som ingen skal betvivle eller omtviste. – Nu var roen så tæt og pågående at enhver undlod at drage ånde. I tavshed, uden at give det ord, tiggede man om at Den retfærdige skulle formulere sit bud. – Dén regel skal alle følge, sagde Nifinger uden at hæve stemmen, og fem ord vil række. Så stille var der blandt dem at hans tale dog gjaldede: Man skal opføre sig ordentligt.”

Ja, det lyder måske ikke af noget særligt, af ret meget. Men det er langt nok: Man skal opføre sig ordentligt! Det er sådan set det samme, Jesus siger. Hvem er den største i Himmeriget? spørger de ham. Og det er det samme som at spørge: Hvem er den største, når det virkelig kommer til stykket? Det er den mindste, siger Jesus, og stiller et lille barn i centrum: ”Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matt.18,3)

Det er de samme ord, som vi hører ved dåben. Hvor er det vigtig og livsafgørende, at turde være den lille. At kunne også selv ydmyge sig, give afkald, og sige undskyld. Sandelig også til en, der er mindre end dig selv. At være klar over – eller igen og igen blive klar over, at du og jeg af og til selv er den forvildede og fortabte. Den, der er kommet på galt spor og er blevet væk fra det, der var meningen – nemlig, at vi skulle leve livet sammen og, ja, kort sagt: opføre os ordentligt. Eller som Paulus siger det et sted, og som vi hører det ved bryllup i kirken: ”vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.” (Ef.4,32)

Det hører til livet og det menneskelige samfunds, det virkeligt menneskelige samfunds orden, at der kan skabes rum for tilgivelse og forsoning. At vi kan ydmyge os selv i den bedste og mest livskraftige forstand, hvor du i den givne situation godt tør være den lille og for eksempel sige: Undskyld, til det andet menneske. Undskyld! Kan du tilgive mig? Og det hører til det allerbedste i det menneskelige samfund, at den anden kan række hånden ud, og sige: Ja, jeg tilgiver dig. Det betyder: Lad os komme videre. Og som jeg læste det med to små intense sætninger i en roman (”Opdageren” af Jan Kjærstad) om tilgivelsens forunderlige virkelighed: ”Intet var glemt. Men vi kunne begynde forfra.”