Da jeg var barn i 1960´erne lærte mine forældre mig, at det var godt at spare op. Have noget på kistebunden, som man siger. Vi fik, så vidt jeg husker, omkring 10 % i rente dengang på en opsparingskonto med 12 måneders opsigelse. Inflationen var høj i tresserne. I dag er den lav. Så lav, at du nærmest ingen rente får. Ja, så lav at bankerne i Eurozonen lige for tiden skal betale for at have penge stående i Den europæiske Centralbank. Det koster at være rig! Meningen med Centralbankens politik er faktisk, og det er jo også det pengene er til for – at de skal bruges. Sættes i omløb. Ingen bliver rig af at sikre sig og holde på sit eget i et væk. Det gælder endda helt konkret i den økonomiske verden, og det gælder i allerhøjeste grad i den alment menneskelige verden.

At være ”rig hos Gud”, som Jesus taler om det i forbindelse med lignelsen om den rige bonde (Luk 12,13-21), det er ensbetydende med at have optaget et kæmpelån hos Gud, og stå ved det i bundløs gæld. At være en, der i det grundlæggende lever af Guds nåde, og ved det. Forholder sig til det ved grundlæggende at leve i taknemmelighed. Taknemmeligheden i bevidstheden om at livet, har vi til låns.

Taknemmeligheden er ikke en automatik, som vi bevidstløst kan have eller ikke have. Taknemmeligheden er en livsholdning. Et sted at stille sig, her i livet. En holdning, og derfor også en dimension i tilværelsen du kan vælge til eller fra. I taknemmeligheden åbnes der op for livet i al dets rige mangfoldighed. I nærigheden og griskheden lukkes der af. ”Vær på vagt over for al griskhed”, siger Jesus. Både den konkrete med pengene og de midler du måtte have, og den mere overførte og ligeså ødelæggende, hvor man bare ikke skal risikere noget, og holder kortene og alting tæt ind til kroppen, for at have det for sig selv. Det får du så. Og det er døden. Man kan ikke spare sig til liv. Livet er altid en gave. Større og mere end jeg selv råder for.

Jeg stod engang tilbage sidst i 1960´erne, 11-12 år gammel, i kø oppe i Andelskassen med min bankbog og en klat sparepenge, som jeg skulle have sat ind på min opsparingskonto. Så var der én af byens gårdmænd, der henvendte sig til mig og spurgte: ”Er du ikke Niels Rask´ søn?” Min far var husmand og ikke nogen særlig dygtig landmand. Oveni det var vi missionske. Så jeg dukkede nakken, i hvert fald indeni, og tænkte: Nu er den nok gal. Alligevel nikkede jeg og sagde ”jo”, til gårdmandens spørgsmål om jeg var Niels Rask´ søn. ”Det kan du være stolt af”, sagde gårdmanden. – Jeg husker lettelsen, og glæden, og taknemmeligheden. Og hvor uendeligt ligegyldigt det i det øjeblik blev, hvad jeg mon havde stående på opsparingskontoen, og hvor mange renter der mon var løbet på siden sidst. Noget større var kommet ind i billedet i Andelskassen den dag, i et glimt i det mindste, og var med til at forstyrre mig i sparsommeligheden og reserveretheden.

Sådan kan det gå. Vi har alle hver vores erfaringer at knytte til ved. Også som her erfaringer om det gode liv. Jeg er sikker på, at den slags erfaringer i virkeligheden aldrig handler udelukkende om at have laderne fulde og penge på kistebunden og kontoen og alt det der, men noget andet og mere.