Jeg glemmer ikke den søndag for nogle år siden i Vær kirke, hvor jeg under salmen før prædikenen var på vej op ad trappen op på prædikestolen, og kom til at se en lille mus dernede på kirkegulvet. Det var bare et kort glimt af den lille mus, der pilede fra gulvværket i den ene side over kirkegulvet og ind under trægulvværket i den anden side. Det særlige for mig var, at jeg samtidig bemærkede, at en kvinde, en kirkegænger dernede på bænken, havde set det samme. Og at vi to i et lille øjeblik under salmens slutning fik vekslet smil og blikke, der sagde mig noget om, at også hun varmede sig ved synet af den lille mus i kirken. Som om den ved sin tilstedeværelse og hurtige færd henover kirkegulvet havde mindet os om, hvordan det er her i kirkens rum med evangeliets ord til os om det største i det mindste. Ja, om at den mindste skal blive den største, og at Gud selv på en ganske særlig måde kommer til os i dét felt. Og det er godt. Og det er stort, hvor småt og uanseligt det så end måtte se ud i manges øjne.

Det er godt, at have noget at varme sig ved og glæde sig over. Som vi har det i kirken. Og, slet ikke så sjældent, hos hinanden. Blive fri for at puste sig selv unødigt op og i virkeligheden gøre en latterlig figur og på bundlinjen være ikke andet end til grin i al sin selvoppustede vælde.

Som i historien om musen, der sidder i biografen, og så oplever, at der kommer en elefant ind og sætter sig lige foran. Så kan det nok være musen tog affære og pilede ned til rækken af sæder foran elefanten og satte sig ind på sædet lige foran elefanten og så vendte sig om med ordene: ”Så kan du selv se, hvordan det er!”

Det er godt, igen og igen, at kunne komme hjem til sig selv og sin egen rette størrelse. Rejse ud og komme hjemmefra, som vi alle må det. Spejle sig i både den ene og det anden, og det ene og det andet. Og så, som det bedste og det største af alt, finde sig spejlet et sted, hvor man kan se sig selv som noget værd med den størrelse, man nu engang har. Skønt lille, så alligevel stor nok og værdifuld nok til at blive regnet med som hel, og ikke halv. Skønt lille, så dog fuldkommen hel.

Som vi bliver det i kirken og gudstjenesten gennem det kristne budskab, gennem evangeliet – regnet for hele og store nok. For Guds børn. Elskede og umistelige. Spejlede i Guds nåde. I dåbens vand og nadverens vin. I ord og tanker, i udsagn og fortællinger, som vil rumme os i stort og småt og med det hele, godt og skidt, meget eller lidt.