Mor og barn. Billedet af de to har brændt sig ind i vores bevidsthed som begyndelsens sted. Og med tanken om det at være barn og ligge i en favn og blive båret på armen af én, som vil mig det godt, som det bedst tænkelige sted. Her bliver alting til. Ja, her er det tidernes morgen ligegyldig på hvilken tid af døgnet, fødslen finder sted, og om det er i en stald eller på et slot, barnet kommer til verden.

I indledningskapitlet “Begyndelsen” fra William Heinesens “Moder Syvstjerne” – En Fortælling fra Tidernes Morgen (Gyldendal, 1952), beskrives med digterisk storladenhed begyndelsen som noget, der for mennesket netop i ganske særlig grad handler om at høre til i moders favn. Heinesen skriver: ”I begyndelsen var hverken himmel eller jord eller ting, men kun en umådelig higen efter varme, mættelse og søvn. I vældige byger kom livet over dig, storme af ømhed fyldte dit urtidsmørke, vilde floder af mælk og rensende vand, uophørlige kildevæld af gode mindelige lyde, der endnu ikke var blevet ord. Og omsider fik dine øjne deres første sjæl og du så de dunkle omrids af den store livgiverske, alle tings ophav, den der skaber og vedligeholder, den Evige. Ja, før du endnu sansede solen og dagen, tændtes lyset i dig, dengang du mødte den Eviges menneskeøjne. I begyndelsen er du ikke den og den og bor ikke der og der. Du hviler på din moders arm og er kun en jordens navnløse søn. Og tilsammen er I to kun et led i den endeløse kø af mødre og børn, der venter på deres tilskikkelse. … Men udefra set er det hele kun en stakket stund, kun et stjerneskud i natten. Ja, for det er jo bare Antonia, den lille købmand Jacob Sifs datter, der er nedkommet med en søn.”

Nå ja, en blandt mange. Blandt utallige andre, som også er kommet til verden. Og som med lige så stor ret som den enkelte skal være her. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi fastholder tanken om det enkelte menneskes uendelige værdi. Hertil hjælper os på en ganske særlig måde evangeliet, det kristne budskab. Og slet ikke mindst juleevangeliet om, hvordan Gud går ind i det menneskelige – kommer til verden – i skikkelse af et almindeligt fattigt menneskebarn. Der ligger selvfølgelig stærke pointer i det forhold, at der ikke var plads til dem i herberget, men at Jesus bliver født i en stald, det er ikke det særlige. Det er i virkeligheden hverken umenneskeligt eller mærkeligt. Det har såmænd tilbage i historien været det helt almindelige, at mennesker og husdyr levede tæt sammen. Det særlige er, at det er Gud, der viser ansigt her i det helt almindelige menneskelige. I et lille barn født ud af moders skød. I moders favn. I Jesu navn. I hans ord og livshistorie, Menneskesønnens, taler Gud sit ord til os. Sin klare tale og sit tydelige sprog om hvert enkelt menneskes uendelige værdi. Og at det, som sagt, er her i det menneskelige Gud møder os. I de menneskelige grundvilkår og i mødet med det andet menneske. I medmenneskeligheden med andre ord. Og det hvad enten jeg er i den som giver eller modtager. Som barn eller gammel, syg og træt og afhængig af hjælp, eller som livgiver, mor, far, søster, bror, venligsindet fremmed eller en god nabo. Når og hvor medmenneskelighed finder sted viser Guds nåde ansigt. Guds kærlighed og barmhjertighed, som julenat kommer til verden i kød og blod i skikkelse af en lille nyfødt dreng. ”Så lattermildt, så enkelt bud / på livets mening har kun Gud!”, som en moderne salmedigter har sagt det.

Glædelig jul og godt nytår!