Min far døde 87 år gammel den 9. oktober 2019, kl. 7 om morgenen efter tiltagende svaghed og forskellige komplikationer efter at have boet på plejehjem i godt og vel tre år med en demensdiagnose. – Når jeg de sidste år besøgte min far på plejehjemmet lå han nogle gange og sov, når jeg kom. Når jeg så gav mig til kende, og min far vågnede op, så var det slet ikke så sjældent med et forundret eller forbavset smil på læben. Et smil som hurtigt slukkedes – og ikke kun, tror jeg(!), fordi han så, at det var mig – men fordi hele den tunge del af fars virkelighed satte ind i næste sekund. Jeg oplevede det sådan, at far vågnede op fra en drøm. Et sted hvor han selvfølgelig var vågen og i live i den grad og i gang med noget, sådan som vi altid er det i drømme og sådan som han førhen lige siden barndommens dage selv altid havde været det.

Demenssygdommen tog rigtig meget fra min far, og fra os der kendte ham og stadig levede med ham som den nu gamle demensramte mand. Samtalens træghed. Manglen på mimik – både smil og gråd. Som jeg lærte det for mange år siden, så må vi gøre alt, hvad vi kan, for at huske, at der bag den demente, står et menneske, der IKKE var dement. Det er slet ingen sag nu, hor jeg er begyndt at leve med min døde far. Nu hvor min demensramte far er død, er det som om min far liver op. Ved min fars død er jeg begyndt at få min far igen.

I mindet – ja – men det er også meget værd. Jeg ser ham for mig dengang tilbage i tiden i gang fra morgen til aften i et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, sådan som det længe var for ham. Og så kan jeg ikke lade være med at se ham for mig, som den der er vågnet op i evigheden med et forundret smil på læben – et smil som vel at mærke bliver siddende! – Min sorg over tabet af min far er den gode sorg, så fuld af taknemmelighed for livet sammen med ham. Min far var en mand af jorden. ”På det jævne, på det jævne” var én af hans yndlingssange. Nu er han i det høje. I Himlen. I evigheden. Det er godt at vide, hvor man har sin far.