På husmandsstedet hvor jeg voksede op sammen med min mor og min far og mine efterhånden ret mange småsøskende var det en selvfølge, at vi børn skulle hjælpe til i hus, stald og mark. Vi skulle passe skolen og lektierne og ørerne skulle være rene, men når vi kom hjem fra skole, så var det med at komme i det gamle tøj for dels at lege og for at arbejde. Muge ud ved grise og køer, skære roer og hente halm og hø ned fra loftet, og værst af alt for den førstefødte: Hjælpe til med at køre roer ind fra roekulen kolde vinterlørdag-eftermiddage, hvor andre børn sad og så engelsk fodbold og ”Anders And” på TV.

Jeg har som stor dreng i kulden ved roekulen svoret overfor min far, at uanset hvad og hvordan, så ville jeg, når han blev en gammel mand på over firs skaffe mig en roekule og tvinge ham derud en vinterlørdag eftermiddag med foldbold i fjerneren. Nu ved jeg ikke engang, om der stadig findes roekuler.

Jeg har i flere omgange som dreng derhjemme besluttet at ville føre en speciel logbog over min fars tyranniske fremfærd og brud på elementære menneskerettigheder, men det blev aldrig til andet end kladden og første linje.

Jeg har i givne stunder som dreng læst og drømt mig væk og frem til billeder af min virkelige far som en indisk fyrste, der nu snart ville komme på sin hvide, til tider, når vreden var stor, sorte hingst og føre mig væk som en Mio, min Mio til livet hos Kongen i landet i det fjerne. Men jeg er altid landet hos min far med alpeluen og alt hans væsen, inklusive varmen.

Et af de første billeder, jeg har af min far, er fra et foto, hvor han en sommerdag iført sit landmands-arbejdstøj, inklusive alpeluen som altid, sidder på hug i gårdspladsen ved siden af sin 2 ½-årige kedeldragts klædte førstefødte søn, som selv bærer en hvid sommerhat og kigger en smule betuttet ud på verden. Drengen det er mig, som skriver nu, og som den dag i dag glædes og varmes ved billedet. Far smiler på billedet. Han ser på mig, og han smiler stolt.