Jeg har fornylig udgivet en samtalebog om litteratur, kristendom og menneskeliv med titlen ”Lad os tale om det” (Unitas Forlag, 2015, 104 sider, 89,-). Fra bogens forord:

”Alting begyndte med at Gud talte”, sådan indleder Johannes sit evangelium (ifølge DNA, Den Nye Aftale). På lignende vis begynder utroligt meget godt i det menneskelige med, at vi begynder at tale. Taler med hinanden. Snakker med hinanden. Mødes ansigt til ansigt og deler noget af det vi har i ord og samtale. Det er en af de væsentlige måder, hvorpå liv bliver til i det menneskelige. Og i øvrigt også den måde, hvorpå vi kan give videre af, hvad vi selv fik overleveret af gode ord og fortælling, herunder Bibelens og evangeliets.

Bibelen er med sin samlede fortælling, som det er blevet sagt, ”Den store kode” (Northrop Frye) under al vesterlandsk fortælling. Det er så fint, at Bibelselskabets mere mundrette oversættelse af Det Nye Testamente, kaldet Den Nye Aftale, forkortet går under betegnelsen DNA, som i biologiens og naturvidenskabens verden betegner organismens arvemasse. Genomet, også kaldet, som fastlægger den enkelte organismes karakteristika og funktioner. Således også åndeligt med DNA, Den Nye Aftale. Det er vores arvemateriale, det drejer sig om. Det er afgørende vigtigt, for ikke at sige, livsnødvendigt, at vi får det givet videre fra generation til generation. Hvor meget kristendommen så end findes institutionaliseret i vores kultur i form af bastante katedraler og kirkebygninger og årtusindårgammel tradition, så er kristendommen dog i grunden til stede i form af ikke andet(!) end ord og fortælling. En åndelig virkelighed, som gives videre først og fremmest i form af ord og samtale. Og gør den det ikke, så dør den ud. Kristendommen lever hele tiden én højst to generationer fra sin udslettelse. Hvis ikke den konstant fortælles videre og således overleveres fra generation til generation dør den ud, som et sprog, der ikke længere bliver talt, gør det. Det er vores åndelige arvemateriale, hvor nedarvningen går fra mund til mund.

Da jeg var barn, deltog mine forældre jævnlig i noget, de kaldte for ”samtalemøde.” Rundt i hjemmene mødtes de med andre ligesindede for at tale sammen om et stykke fra Bibelen. Altså i det man også ville kunne kalde en bibelstudiekreds. Nu i dag tænker jeg på udtrykket ”samtalemøde” som den fineste betegnelse af dem alle. Fordi så enkelt er det: Vi må mødes for at tale sammen om det væsentlige og livgivende. Tale sammen om det at være menneske. Og som det særlige: at være menneske i lyset af evangeliet. Det er vores arvemateriale til menneskeliggørelse. Den svenske forfatter Kerstin Ekman siger det et sted så fint med ordene: ”Vi har alting selv. Men vi låner det af hinanden.” (”Springkilden”) Livet bliver til i vekselvirkning, når vi vekselvirker med hinanden, herunder låner øre og ord i mødet med hinanden.