Fornylig var jeg sammen med mine tre sønner på besøg på plejehjemmet hos min far, som har alzheimers. Der er ikke meget godt at sige om alzheimers sygdom, for ikke at sige slet ingenting. En ondartet demenssygdom, som ændrer det kendte land. En sygdom, som mere og mere isolerer den sygdomsramte i et ukendt land langt borte.

Men det var nu godt at sidde sammen den sommereftermiddag, endnu engang, og trods sygdommen og min fars ændrede betingelser, mærke samhørigheden. Opleve at han tog godt imod os, og – som en selvfølge – hånd i hånd sammen med min mor fulgte os ud til bilen, og – som de altid har gjort det, de to – stod og vinkede, da vi kørte bort derfra.

Jeg er i den forbindelse kommet til at tænke på, hvordan tidligere biskop og meget andet, Jan Lindhardt, blev ramt af alzheimers sygdom umiddelbart efter sin fratrædelse som biskop. En af Lindhardts døtre (Eva Mila Lindhardt), beskrev sin fars historie ud fra sine besøg hos ham på plejehjemmet, blandt andet med følgende ord: ”Min far gav mig et billede på, hvordan han indimellem tænker om sin sygdom: ”Du ved, man kan godt nogle gange stå af toget i en egn, som man aldrig har været i før, og så er der alligevel nogle træk, som man kan genkende. Måske vokser der noget på markerne, som man kender, eller banegården ligner en banegård, man har set før. Man vil gerne have, at nogen står sammen med en på perronen og tålmodigt lytter til ens beskrivelse af egnen, fordi den måske derved kan komme til at føles mere kendt”.

Datteren mærkede sin fars behov for, at hun og den nærmeste familie tog med ham til den ukendte egn, som hans alzheimer var, for at hjælpe ham med at ”erobre” den verden eller i det mindste give den et skær af genkendelighed. At følge et elsket menneske ind i det ukendte land, så der måske kan blive en smule genkendelighed tilbage – så meningsfyldt kan det også være at slå følge med et andet menneske! Hvem er du? Hvem er jeg?

En anden af Jan Lindhardts døtre (Anne Lindhardt) udtalte ud fra sin fars situation med alzheimer og på det tidspunkt bosiddende på et plejehjem i Odense: ”Vi mennesker er mange ting og behøver ikke at have influenza i mere end to uger, før vi begynder at tvivle på, hvem vi er. Når du har levet et langt liv, ved du også, at der er mange varianter af dig selv. Alzheimer tilføjer en ny variant af dig selv. Det er afgjort ikke sjovt, men det er en ny farve på paletten, og det er vigtigt at holde fast ved det, at du stadig er dig. Og kærligheden er i hvert fald ikke blevet mindre”, sagde datteren om den sidste del af sin fars liv og følgeskabet med ham her: ”Kærligheden er i hvert fald ikke blevet mindre”.