(Fra en prædiken til denne søndag – 1. søndag efter påske – dengang i de gode gamle dage, hvor vi kunne, om ikke kysse, så kramme eller i hvert fald give håndtryk til både den ene og den anden på vores vej…)

Kærlighed forlanger krop. ”Elsker du mig? Har du mig kær?” spørger Jesus igen og igen sin gamle ven og discipel, Simon Peter. Og det er som den opstandne, han spørger ham. Det er efter påske, ved bordet, ”da de havde spist” Jesus spørger: ”Elsker du mig? Har du mig kær?” Og Peter svarer: ”Ja, Herre, du ved at jeg har dig kær.” Tre gange får han anledning til at svare: Ja! Han som tidligere, natten mellem skærtorsdag og langfredag, kort før morgengry, tre gange havde svaret nej, da de spurgte ham, om ikke han havde noget med ham Jesus fra Nazareth at gøre? Ham der aftenen før var blevet bragt i forhør og nu stod med en dødsdom hængende over hovedet – ”Nej, jeg kender ham ikke!” havde Peter bange svaret, og tredje gang endda med trumf, bedyret.

Da var det hanen galede, og Peter huskede, hvordan Jesus få dage forinden sørgmodigt havde sagt til ham, da Peter med store ord svor Jesus troskab til døden: ”Peter, Peter, før hanen har galet to gange har du forrådt mig tre gange!” Og Peter gik udenfor og græd og græd. – Nu fik han, her efter påske, kors og opstandelse, på forunderlig vis mulighed for at sige ja, hvor han før havde sagt nej.

Fra nej til ja. Fra død til liv. Fra mørke til lys. Fra sorg til glæde.

Alt sammen er det opstandelsens og kærlighedens vej, og den vej vi må gå, og kan gå, når kærligheden går i kødet på os. Når kærligheden på ny finder sted hos os og i os. Jo, for kærlighed forlanger krop. Ord, krop og kærtegn. Ordene hører med. Det skal siges. Og det skal siges højt, på den ene eller den anden måde for at blive virkelighed. Sådan er dét.

”Elsker du mig?”, spørger hun. ”Ja”, svarer han, ”og det har jeg jo sagt dig for længe siden”! Men den går ikke. Det skal siges igen og igen. Med rene ord og på anden vis: Kropssprog, kærtegn. Så sker der noget.

Det er ikke alt, der kan siges med rene ord. Heller ikke i kirken. Derfor har vi fået musikken. Toner og musik kan nogle gange nå længere end ord! Jeg synes, det er så fint, at vi i Vær kirke med orglet deroppe på pulpituret, så tydeligt kan se, at musikken rangerer højere end ordet – orgelpulpituret er lidt længere oppe mod himlen end prædikestolen! – Og kan vi ikke sige det med hverken ord eller musik, så prøv med blomster? Når vi står med kærligheden mellem hænderne, og ordene ikke slår til, så siger vi det af og til med blomster. Eller når vi, som vi ser det i kirken, hver gang vi holder begravelse, står med tabet af den elskede og med sorgen – og det er også kærlighed – så siger vi det med blomster.

Sig det med blomster! Kærlighed forlanger krop. Kropssprog. Kærtegn. Sig det med blomster! Med hvad som helst! Men sig det, for Guds skyld! ”Tag det sorte kors fra graven! / plant en lilje, hvor det stod!” (DDS 241), som vi synger det i en af Grundtvigs stærkeste påskesalmer. Og ”Se Marie Magdalene” – nu ikke længere helt alene – ”Se, af øjets tåreflod / morgensolen mildt opstod. / I en grav, hvor han har hvilet, / hun har fundet englesmilet.” – Det er meningen med det hele: At vi liver op – og hjælper hinanden dertil, i Jesu navn. Peter, og alle I andre, siger Jesus – hver og én af os: Har du mig kær? Og har du det, så vogt mine lam! Vær hyrde for mine får! Helt enkelt: Pas på hinanden! Vær gode ved hinanden!

Så enkelt og simpelt, og samtidig til tider så svært, så alligevel: Bliv ved med at knokle løs med det! Sætte både ord og handling på! På hvad? På kærlighedens liv derude hvor livet leves i medgang og modgang. Uden for gravene. For det er her, jeg nu er, siger Kristus den opstandne. Her, hvor kærlighed og nyt liv finder sted: Følg mig! Amen.