Det er noget mærkeligt noget med gaver. Nogle gange viser de bedste gaver sig at være dem, der lige først slet ikke så ud af noget særligt, men som siden blev til noget af ens allerkæreste og mest umistelige. Ikke at jeg tror, det er noget, man som for eksempel mand og ægtefælle skal satse alt for meget på, kan lade sig gøre. Men det kan ske, at den gave, man i første omgang slet ikke havde blik for, viste sig at være den bedste af dem alle. – Jeg fik for eksempel sidste år af min mor et skohorn, billigt og ingenting at se til. Hvad skal jeg med dét, tænke jeg først. Men allerede nu, hvor der faktisk er blevet længere ned til jorden og til ens sko, er det blevet én af sidste års bedste gaver.

Jeg fik som dreng et år, inden jeg var begyndt at gå i skole, ind under jul til min fødselsdag en ganske særlig fødselsdagsgave. Ja, det vidste jeg så slet ikke dengang – at det var en helt særlig gave. Det vidste sig først senere i min livshistorie. Gaven var fra min mors faster Maren – som vi børn så også bare kaldte hende, fordi det var den, hun var: Faster Maren. Gaven det år var (og er, for jeg har den endnu!) et lille plastic-Betlehem: Stalden med Josef og Maria og det lille Jesusbarn, og en ko og et æsel i halmen derinde i stalden. Der var også ude foran stalden nogle hyrder og nogle får og de tre vise mænd. – Jeg har, som sagt, mit lille plastic-Betlehem endnu, men med årene har det mistet både hyrderne og de fleste får og de vise mænd. Tilbage er Den hellige Familie, Josef og Maria og det lille Jesusbarn (i krybben lagt), og så også stadigvæk koen og æslet i baggrunden i stalden og et enkelt får ude foran. Men hyrderne og de vise mænd de er altså væk. Men hvad, de har vel også andet at se til, sådan nogle hyrdemænd fra samfundets bund og vise mænd, fine folk fra fremmede lande! Eller også kunne jeg bare sige: Ja, sådan er det – meget går tabt med årene. Og dét ene får der er tilbage ligger ligesom bortvendt fra det, der sker i stalden og virker fuldstændig uinteresseret.

Meget går tabt med årene. Tilbage bliver min taknemmelighed for, at faster Maren var en del af min livshistorie. Og at hun gav mig en gave, som har fulgt mig alle årene op gennem livet. Og som bliver sat frem hvert eneste år til jul. Og som i al sin amputerede ringhed er med til at minde mig om det allervæsentligste. Fordi selv om det ene og det andet (og dén ene og den anden) er gået tabt, så er Den Hellige Familie tilbage med Jesusbarnet i centrum. Og når det er sådan, så er det, lige meget hvad, blevet jul. – Jul igen, hvor vi – når livet er almindeligt godt, og det er det slet ikke så sjældent – glæder os til at være sammen. Sammen med nogle af dem, som betyder allermest i hver vores livshistorie. Og som vi i den grad hver især får livshistorie og betydning og mening sammen med.