Så er vi her – igen – samlet endnu engang om julebudskabet – omkring krybben i stalden i Betlehem og alt hvad der herfra stråler ud til os alle hver især – ja, for sagt med englens ord, så er det en glæde, ja, intet mindre end ”en stor glæde, som skal være for hele folket.”

Om ikke hele folket, så i hvert fald langt de fleste af os, går i kirke, når livet bliver for stort til at det kan være derhjemme. Så må vi ind i et hus bygget større og mere rummeligt end alle andre (i det mindste i overført betydning). Jo, for herinde kan vi være med det hele i både glæde og i sorg. Derfor kommer vi her, når sorgen er stor, og vi må tage afsked med et menneske, vi har kendt og holdt af. Og derfor kommer vi her, når glæden er stor, til dåb, konfirmation og bryllup. Så kirkelukning: Nej tak!

Når vi er i kirken, ved dåb, konfirmation og bryllup, så er der et helt centralt ord, og helt nødvendigt ord, som bare må lyde – det er et ord på to bogstaver(?) – ja, det er: JA! Og lad det være kodeordet nu i dag, juleaften.

Menneskets ja (og ja tak) til Guds gave – Guds nåde og velsignelse – oven i købet, som ved brylluppet, i skikkelse af mennesket ved min side, ham eller hende som jeg nu siger ja til. Menneskets ja til Guds gave. Og nu, med julens budskab, med barnet i krybben i stalden i Betlehem, Guds ja til mennesket og menneskelivet. Guds store JA i det små, ja, i den lille. Guds klare udmelding til os, ligeså sårbart og udleveret som et lille barn. Ingen tilbageholdenhed længere, overhovedet, hos Gud med Guds store JA i Jesus (Yes(to)us!). Sådan som det kan gå, også hos os, at vi virkelig melder os ind ved at melde klart ud. At vi går fra tøven til tak. Fra ”aj” – fra det tøvende til det fuldtonende ”ja” – fra ”aj” til ”ja” – det giver tilsammen: ”Eja” – det gamle udråb, det gode gamle udtryk, for glæde og jubel – sådan som vi synger det i omkvædet i julesalmen ”Lad det klinge sødt i sky” (DDS 115) med ordene: ”Eja, eja! / nu er født til jordens held, / hvad os meldte Gabriel, / Guds engel fin: / Født er Herren af en mø, / og vi ej fødes til at dø.”

”vi ej fødes til at dø” – nej, med Guds gave til os, Guds nåde og velsignelse, fødes vi til at leve og elske! Kærligheden som den ganske særlige mening med livet, sådan som man da heller ikke er særligt meget i tvivl om det med ens lille nyfødte i favnen, eller for den sags skyld med en anden og noget større meget kær person i favnen!

I en tid med PISA-undersøgelser og målinger og panik omkring danske børns staveevner er det godt af og til at blive mindet om, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt Som når Grisling spørger Peter Plys: ”Hvordan staver man til kærlighed?” og Peter Plys svarer: ”Det er da ikke noget man staver til – det er noget man føler!” Ja, og lever. Lever i og lever ud af: at kærligheden findes – også i mit liv. Og slet ikke som en selvfølge, men som en gave så stor. Med det gode gamle ord, som: En nåde.

I årets julebrev, kortere end sædvanligt, skrev en af husets veninder, omkring de 50 er hun, med en skilsmisse et par år bagude, om at have fået svært ved at nå sine ting her på det sidste. ”Det har alt sammen med en mand at gøre”, skriver hun, ”en mand som får tiden til at gå vanvittig hurtigt – en dag i hans selskab varer kun omkring en time. Og så når man jo ikke meget, det giver sig selv. Alligevel er det nærmest et mirakel. Og når man oplever sådan ét – og det sker jo ikke hver dag – må man bare tage imod og være til stede. Og tage på sig, at man forsømmer og svigter andre steder. For kærligheden må man vise respekt; ellers er man selv ude om det.”

Ja, det er man. Og det er ikke så godt, bare ”selv at være ude om det”. Det er meget bedre at være to, eller flere for ikke at sige: i sidste ende alle sammen, sammen om det. Ude om det og inde i det og parate til at tage imod kærlighedens indbrud, hver især, når det sker. Sige ja til det. Ja til at ville leve og elske, og det lige til det sidste.

Jeg tænker tit, at måske er det derfor konfirmander og andet godtfolk elsker salmen ”Hil dig frelser og forsoner” (og vælger den år efter år til deres konfirmation) – udover for dens smukke melodi – så på grund af verset med ordene: ”Du (Kristus), som har dig selv mig givet / lad i dig mig elske livet, / så for dig kun hjertet banker, / så kun du i mine tanker / er den dybe sammenhæng!” Altså kærligheden, den guddommelige, som bunden og grunden under os i liv og i død.

”Vil du elske og ære, og leve med ham eller hende i medgang og modgang til døden jer skiller”, lyder det ved kirkebrylluppet, og så skal der gerne, højt og tydeligt, siges ja! Og det bliver der også. Kun én gang (i de 25 år jeg har været præst) har jeg oplevet, at det kom lidt tøvende fra gommen. Men også her gik det fra ”aj” til ”ja” – og de to, de lever stadig sammen – Eja, eja!

Med julens budskab, med barnets fødsel, Jesu fødsel i stalden i Betlehem, lyder, som sagt, Guds eget store JA til mennesket og menneskelivet. Vil du elske og bære, og være med ham og hende, dit menneske, i medgang og modgang? JA lyder Guds svar i Jesus Kristus. I alt det vi hører om og af ham, Menneskesønnen. I og med hans Livshistorie, og det virkelig Livshistorie med stort L: JA, lyder det fra Gud. JA til at elske og bære, og være med dig, hans menneskebarn, alle dage. Også ind gennem mørket af hvad art det måtte være, så at end ikke døden skal kunne skille dig og mig fra Guds kærlighed i Jesus Kristus. ”Eja, eja! / Nu er sket til jordens held / hvad os meldte Gabriel / Guds engel fin”. Og sagt med ordene fra vores venindes julebrev, så er dét, som det altid er det med kærligheden, et mirakel. Og som hun skriver det: ”når man oplever sådan ét … (så) må man bare tage imod og være til stede… For kærligheden må man vise respekt; ellers er man selv ude om det.” Men nu er vi, Gudskelov, ikke bare længere ”selv ude om det”. Vi er sammen om det. Sammen med hinanden. Sammen med Gud selv, som ikke vil lade os være selv ude om det. Men som vil være sammen med os i det. I både det, der gør ondt, og det der gør godt. I sorg og i glæde.

Ja, og se, nu kunne jeg her i årets juleprædiken, med JA i fokus, måske godt have sluttet af med at knytte til ved årets digter Yahya Hassan – ja, ja! Men det bliver i stedet for ved digteren Jens Rosendal og hans nyudgivne ”Julekalender for voksne” ved lågen til dagen i dag, den 24. december. Jens Rosendal, den nu godt og vel 80-årige digter dernede fra Ballum, som vi er mange der holder af for hans sange, ikke mindst ”Du kom med alt det der var dig”, han slutter i sin ”Julekalender for voksne” (”December-refleksioner”) med, til den 24. december at vælge et enkelt ord og lade det fylde det hele, så at sige. Det ord som, for ham at se, er så nært beslægtet med barnet født i Betlehem, og hvad Gud i ham har sagt til os – nemlig, netop: JA – med kæmpestore bogstaver! Et ja, som vi nu må tage til os og sige med på. Sagt med ordene fra Jens Rosendals Julekalender for voksne, må vi nu sige et fuldtonende ja til Guds JA: ”Ja, ja, ja, ja til det alt sammen: // til glæden / til livet / til lyset og til varmen / til kærligheden. // Ja ja ja ja! // Der står ikke andet end det i dag, / så hver gang du griber efter noget her, / får du bare et JA. // Et JA helt uden forbehold. / Et JA der kan bære hele livet / og alle vanskelighederne / alle sygdommene. // Et JA der kan bære alle savnene. / Et JA der kan bære tvivlen og synden. / I dag får du det JA / og det gælder i dag og i alle dage.” Amen. Og glædelig jul til hver og én. HalleluJA! I Jesu navn! Amen.