For nogle uger siden havde jeg tænkt mig, at prædikenen her til juleaften i år skulle være helt og aldeles coronafri. Fuldstændig renset og fri for nogen som helst snak om corona. Men se, nu har jeg jo så for det første allerede nævnt den – og coronaen fylder også så umådelig meget i vores bevidsthed og samfund nu i disse dage (hvor julegudstjenesterne nu her i 11. time jo så også er blevet aflyst), at det ville være næsten umuligt, eller forkert, at forsøge at tale fuldstændig uden om det, som fylder så alt, alt for meget.

Det ville blive til ”Elefanten i rummet”, som vi siger det – det som fylder helt vildt meget, men som ingen vil tale om. Men se, nu har jeg så omtalt coronaen – og nu kommer der ikke mere om den del – fordi nu er det juleaften. Nu er vi med Josef og Maria og barnet i stalden i Betlehem, og det er et ganske særligt rum, fordi her er der plads – selv til elefanten i rummet!

Der var ikke plads til dem i herberget, nej, men her i stalden er der plads til alle – også, som sagt, elefanten i rummet – sammen med alle de andre dyr og mennesker, små og store, rige og fattige, hyrder og vise mænd fra Øster Land. Ja, engle med.

Her i og med stalden julenat, hvor barnet fra Gud – ja, Gud selv i skikkelse af det lille Jesusbarn – kommer til verden er der blevet plads til alt og alle. Hver og én med hvad der måtte fylde hos os hver især – sagt eller usagt – ingen pladsbegrænsning eller skrappe afstandskrav. – Og når der her i stalden er al den plads og uendelige rum, så udspringer pladsen ikke af tomrum men af en fylde af en anden verden.

Der er noget i luften! Der er noget, eller der er én, som nu i tidens fylde, juleaften, fylder endnu mere i rummet – trods sin umiddelbart set uanselige størrelse: det lille nyfødte barn i Marias favn – barn Jesus. Det er fylden fra det barn, og gennem det barn, der åbner rummet og giver os at kunne lade selv elefanten i rummet være i fred for en stund og bare stå derovre i halmen og gumle hø og vifte fluer med både halen og ørerne.

Det er et hjerterum, der bliver til med stalden i Betlehem julenat og barnets fødsel. Det er et hjerterum. Det største og det bedste og mest rummelige af dem alle. Og det ved vi, at hvor der er hjerterum er der plads. Og når det i virkeligheden er Guds eget hjerterum, så er der plads til alle.

På hedengangne Radio 24-7 var der blandt alt muligt andet godt henover mere end fire år programmet ”Jeppesens Bibelskole” – hvor journalist o.m.a. Michael Jeppesen sammen med filosof Rasmus Ugilt læste og kommenterede sig gennem hele bibelen fra ende til anden. Det er der nu kommet en bibelkritisk men også kærligt ment bog ud af med titlen: ”For han ved ikke hvad han gør – Et kærligt portræt af Gud.”

Gud bliver ingen sådan lige færdig med. Og da slet ikke, hvis man giver sig i kast med at læse hele bibelen. Der er mange vilde og også isoleret set stærkt utiltalende billeder af Gud på færde i bibelen. Der er også – for bibelen er på alle mulige måder en stærkt overraskende bog – virkelig gode grunde til at, ja, ende op i: Et kærligt portræt af Gud.

Gud nu julenat i skikkelse af barn Jesus – det mærkeligste af alt og af alle billeder af Gud: At himlens Gud kommer til verden i skikkelse af et lille afmægtigt, helt almindeligt sårbart udsat menneskebarn. Den største som den lille – og den lille som, nu her i tidens fylde, den største. Den mest givende og skaberen af et guddommeligt stort og helt igennem menneskeligt hjerterum. For det er for menneskelighedens og medmenneskelighedens skyld himlens Gud kommer til verden, kommer til os, i skikkelse af den lille og skaber nye rum – hjerterum, som sagt.

Jeg hørte i bilen i radioen (eller i radioen i bilen!) om kvinden Gitte fra kvindekrisecentret i Ringsted, hvor hun nu havde boet gennem nogle måneder – efter 36 års ægteskab fyldt med psykisk terror. Som Gitte fortalte om det, så var det først da manden forsøgte at køre hendes lille hund ned, at hun erkendte, hvor galt det stod til. Og den forårsdag pakkede Gitte i de 20 minutter, manden var væk, det allermest nødvendige og tog, sammen med sin lille hund, på krisecentret, hvor der var plads – her i Ringsted var der plads i herberget – og hjerterum. Og nu 6 måneder efter var Gitte klar til at få skilsmissen afsluttet. Hun havde fået en lejlighed, hvor hun nu glædede sig til at flytte ind. Ja, sammen med sin lille hund!

Den lille, og den lilles udsathed og sårbarhed, skulle til for at det største og bedste kunne ske. Det er – også – i et sådant felt, Gud dukker op og huserer i vores liv. I det uanselige. I det skæve og sære. I udkanten af alt det vi ellers går og regner for noget.

Gid vi da må kunne have blik for Guds velsignelse langt ude og midt inde i det menneskelige liv – i de liv og skæbner vi hver især tumler rundt i – slet ikke lige kønne og velfungerende hele tiden – men altid, hver gang der opstår hjerterum, smukke og dyrebare. Gid vi, igen og igen, må få løftet blikket fra hver vores egen navle – og kunne få øje på hinanden deromme bag beskyttelsesmasker og visir. Ja, gid vi – og måske allerede nu i aften – må kunne få blikket løftet så meget endda, at vi også kan kigge op og ud i det fjerne mod stjernehimmelen og det himmelske over os og om os – at vi må kunne mærke os rummet, nu juleaften i stalden i Betlehem (sammen med æslet og elefanten og alle de andre) og have julens glædelige budskab, inklusive Betlehemsstjernen, over os – for netop ved dét syn at kunne blive i stand til at fokusere og være tilstede i det nære, her hvor vi nu er hver især.

I norske Karl Ove Knausgårds nyudkomne roman ”Morgenstjernen” er der masser af sære ting på færde – blandt andet er en ny og hidtil ukendt, stærkt lysende stjerne dukket op på himlen – stemningen kan, romanen igennem, godt virke ret så truende og utryg. Alligevel så er der noget stærkt opløftende og forjættende i slutordene – i slægt med julens evangelium og hjerterummet her med det nye livs begyndelse – slutordene lyder:

”Og i går aftes dukkede en ny stjerne op på himmelen.

Den lyser deroppe over mig nu.

Morgenstjernen.

Jeg ved hvad den betyder.

Den betyder at det er begyndt.”

Det er det. Det er begyndt. Det er blevet jul. Nu er der åbnet helt op ind til Guds eget hjerterum. – Glædelig jul alle sammen! – i Jesu navn, amen.