De sidste to mandage i skønne september har vi haft ”Jesus på Fængslet” her i Horsens. Et skole-kirke-samarbejde med i alt 800 tredje klasses elever involveret i et projekt med forskellige aktiviteter og gøremål derhjemme på skolen og i den lokale kirke – kulminerende med deltagelse i ”Jesus på Fængslet” med levendegørelse af centrale skikkelser i evangeliernes beretning. Det hele indledtes udenfor fængselsporten, hvor Jesus kaldte den lille overtolder Zakæus ned fra sit træ, og hvor både den ene og den anden fra Jesu følge stod frem og opfordrede børnene til at følge med ind i fængslet og besøge dem: Maria Magdalena, Martha, Simon Peter, Johannes Døberen – kom og se! og lyt! Og det gjorde børnene så sammen med deres lærere og en hyrde for hvert hold.

I mandags var jeg selv sammen med sognepræst Jesper Hyldal fra Tyrsted-Uth vagtpost for Johannes Døberen (spillet af sognepræst Leif Nielsen fra Vor Frelser). Vi vagtposter gjorde et forholdsvist stort nummer ud af, at fangen var farlig, som vi understregede det over for børnene, og at de ikke skulle komme for tæt på ham, der bag tremmerne – ikke give ham noget at spise – og i øvrigt ikke tro på noget af hans vrøvl og mærkelige ide om, at ham Jesus skulle være noget særligt. Men det gjorde de! Det var tydeligt, at vores, vi vagtposters advarsler havde den modsatte effekt – og at sympatien og solidariteten strømmede mod Johannes Døberen der i cellen. ”Vi tror på det, han siger”, lød det fra ungerne. Og da Johannes sagde til dem, at de skulle gå ud i lyset, ud under åben himmel, og finde ham Jesus og følge ham, så var det det, børnene tog til sig, og ikke vi vagtposters advarsler og skræmmeord.

Som apostlen Paulus skriver det i sit første brev til korinterne, så er legemet et men med mange lemmer. Vi er forskellige og har noget forskelligt at bidrage med OG vi hører sammen i Kristus: ”For vi er”, skriver Paulus, ”alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke” (1 Kor 12,13). Det er gode ord at høre. Også i en tid som vores, hvor så mange fokuserer på forskellighederne som det særlige og noget som adskiller. Nej, vi hører sammen i al forskelligheden. ”Nu er der mange lemmer, men et legeme”, som Paulus siger det. Først og fremmest så er vi mennesker alle sammen, og det endda før vi er danskere(!) – og det er mærkeligt nok meget væsentligt at få det understreget, igen og igen. Først og fremmest er vi mennesker alle sammen og derfor også kendetegnet ved som de særlige at kunne handle menneskeligt. Medmenneskeligt. Solidarisk, empatisk, næstekærlig. Som kristne er vi endda døbte til at være det. Til at være et med Menneskesønnen, med Kristus. I og med ham er vi med-lemmer(!) Han er kroppen, vi er lemmerne. Vi hører, med ham, sammen med hvert vores.

Det sang vi om, så det gjaldede derinde i Fængselskirken de to forgangne mandage med to af salmebogens nyere salmer: ”Du kom til vor runde jord, / barn, på bare fødder… // Påskemorgen stod du op… – og: Hver gang at jeg syns jeg ku´ / helt la´ vær´ at være, / står du her med livets nu, / Jesus, du min Herre”! (DDS 70) Ja: ”Se, hvilket menneske”, som vi også sang det – Kom og se! – ”Se, hvor han glad lukker / udskuddet ind… // Se, hvor han helbreder / hjerte og krop. / Se, hvor han slider og / slæber sig op… // Se, hvor han angriber / ondskabens rod. / Mærk, hvor hans Ånd driver / dødsangsten ud. / Sådan er Skaberen. / Sådan er Gud” (DDS 68) Ja: ”Sådan er Skaberen. / Sådan er Gud”! Det er Gud og det guddommelige vi møder her midt i det menneskelige – i Kristus – i Menneskesønnen, som vi må være ét med – som vi i dåben er et med!

Det mærkede vi i den grad i mandags og forrige mandag i Fængselskirken med børnenes sang. Salmerne var blevet øvet godt og grundigt hjemmefra – ”Sådan er Skaberen. / Sådan er Gud”! blev sunget med en kraft, så Fængselskirkens tag og loft lettede og himlen stod åben nogle dyrebare øjeblikke. Der var børn af alle slags derinde. Også fra andre kulturer og med anden religiøs og kulturel baggrund. Selvfølgelig også ikke-døbte børn. Alligevel vil jeg sige, efter ”Jesus på Fængslet” og salmesangen i Fængselskirken: det tegner godt for Folkekirken!

Det tegner godt for en folkekirke med medlemsflugt (eller sivning i det mindste) og med faldende dåbstal – men også med mulige medlemmer som nu dem fra alle mulige tredje klasser i Horsens forleden i Fængselskirken. Det begyndte, alt det med kirken og kristendommen, i noget, der for mange at se så ud af ingenting. Det begyndte i noget nær ingenting. Og det kan det gøre igen og igen. I det store hele – og i det lille enkelte – i det små. For os hver især – og – igen – sammen! Som når et Fængselskirkeloft letter af børnesalmesang og himlen står åben – og Guds engle stiger op og stiger ned. Når det revner og sprækker, det gamle liv og noget nyt bryder frem. Noget nåde. Sådan! Eller, som vi siger i kirken: Amen!