Min mor er lige blevet 80. Min far er 82. De bor og lever på husmandsstedet derhjemme hvor jeg selv kom til verden for godt og vel 56 år siden. En dag sidst i marts ringede min far og sagde: ”Der kommer nok en regning til dig én af dagene” – straks afvæbnede han og sagde: ”Nej, det gør der nu ikke. Men jeg har altså lige vasket din campingvogn.”

Se, det lyder måske ikke af noget særligt. Men det er det.

Jeg har min gamle campingvogn stående omme bagved stalden og den gamle møddingmur. Her har jeg mit refugium. I løbet af sommerhalvåret er jeg engang imellem derhjemme med et par overnatninger. Så benytter jeg campingvognen deromme bagved det hele som, udover mit sovested, også mit læse- og skrive- og måske allervigtigst: Falde-i-staver-sted. Et sted, at sidde og grunde, og i gode stunder mærke hvor godt det i grunden er at være til. Er det godt vejr sidder jeg med stol og bord udenfor, og kaldes så i øvrigt jævnligt ind til de to gamle (som jeg nu, vist nok, godt må kalde dem) til et måltid mad eller bare til en kop kaffe og en af dagens ret mange mellemmåltider.

Min campingvogn var gennem den forgangne milde vinter blevet meget, meget grøn. Det er jo sådan set en køn farve, bare ikke når det er af alger og forfald. Det så bestemt ikke godt ud. Nu har min gamle far vasket campingvognen ren. Han har endda været oppe på stigen og taget taget med: ”Det sad godt fast, kan jeg godt love”.  Nu er det væk. Tavlen er vasket ren. Refugiet står klar til endnu en sommer. Og så oven i købet, som Peter Belli i sin tid sang det: Ingen regning!

Det kan blive forår med påske og opstandelse og nyt liv til følge på så mange måder. Det koster at være menneske. Vel gør det så. Men det væsentligste og vigtigste og vidunderligste i livet er gratis, som er latin og betyder nåde.

Glædelig påske!