Den overvejelse må vi jævnligt stoppe op og gøre os: Hvad er et menneske? Der er ikke indgange alle mulige steder til det Jesus kalder ”Guds rige” – til det vi også kunne kalde: sandt menneskeliv. Men sikkert er det, at de indgange, der er, de går aldrig fuldstændig uden om magtesløsheden. – I romanen ”En uskyldig familie” af Katrine Marie Guldager følger vi en række personer op gennem sidste del af 2000-tallet i en bestemt ikke uskyldig familie – for de findes i virkeligheden slet ikke. En del går godt. Meget går galt undervejs. – Da Jytte et godt stykke op i årene bliver ramt af en livstruende uhelbredelig kræftsygdom, går hendes biodynamiske mand, Holger, i gang med en række tiltag i retning af streng diæt og kamp mod kræften ved siden af kemobehandlingerne. Men en dag, da de sidder i toget på vej hjem fra en af behandlingerne, siger Jytte til Holger, at hun ikke orker mere – at hun ikke vil have ”valleproteinpulver og hørfrøolie. Hun vil have KAGER, vil hun, og nej, hun gider ikke hverken gå til energitræning eller mindfulness hos Kræftens Bekæmpelse i Odense. Hun vil ligge på sofaen og lide. Hun vil falde i et med sin skygge, det, hun er: et menneske, der er ved at dø. – De sidder ved siden af hinanden med ryggen mod kørselsretningen”.

Ja – toget er kørt og det er ikke til sådan lige at komme af, eller vide hvad der kommer, når man sådan sidder med ryggen mod kørselsretningen, som vi jo i mange henseender gør på livsrejsen. Men som vi også hører det: ”Jytte nyder trods alt at køre gennem sommerlandet, kornmarkerne, de hvidmalede kirker. Hun nyder, at Holger sidder så roligt ved siden af hende, hans hånd, hvor blodet bevæger sig roligt, som tidevand over glatte sten…” – Se, sådan kan det også se ud – det gudgivne, velsignede, bøvlede, sorgfulde menneskeliv med al dets magtesløshed. Tydeligst når vi er helt små – i hvilken ende af livet det så måtte være! – Som Jytte siger det til Holger: ” – Hvis jeg skal dø, Holger, skal jeg dø. – Holger siger, at hun skal kæmpe, men Jytte ønsker ikke at kæmpe. – Ikke mod min egen krop, Holger”. – Sådan kan det være – at være menneske: ”Hun vil falde i et med sin skygge, det, hun er: et menneske, der er ved at dø”.

Hvad er et menneske? Meget kan vi gøre, og skal vi gøre, efterhånden som vi vokser til og vokser op og får kræfterne til det. Men sikkert er det også, at magtesløsheden hører med. Og at den til tider er stor: Når vi er små og nyfødte og skal i gang med livet. Når vi er små og gamle og måske uhelbredeligt, livstruende syge og skal tage afsked med livet. – Hvor så end vi er i magtesløsheden, så må vi være her, som dem vi nu er. Som det lille barn i al dets udleverethed. Her i denne livsholdning findes indgangen til Guds rige. Såvel her og nu som engang.

Godt, at være til. Og have et sted at være. Med det hele. Og det til hver en tid.

Godt nytår!