Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson har med romanen ”Lila” (2015), fulgt op på den meget roste ”Gilead” og senere romanen ”Hjemme”. Også her i ”Lila” er vi i den lille by Gilead i staten Iowa omkring 1950. Hovedpersonen Lila har stort set hele sit liv flakket omkring som hjemløs og vagabonderet sammen med en lille flok ligestillede. Nu er hun, meget kort fortalt, i en alder af omkring 35 blevet bofast i Gilead og gift med den cirka dobbelt så gamle præst i byen, John Ames. Han har i mange år levet alene siden han som ung mistede sin unge hustru såvel som deres lille nyfødte datter. Nu har han og Lila slået kludene sammen. For ham er det en gave så ufattelig stor, at finde sammen med Lila og få hende at følges med. Han kan næsten ikke tro det. Hun, Lila, har af sine gode grunde meget svært ved at finde troen og tilliden til, at han virkelig vil hende. Hun er hele tiden klar til at drage videre, selv om hun uendeligt gerne vil blive.

Fra en forårsaften i begyndelsen, hvor de to går en tur sammen, og taler godt med hinanden, skal vi have en lille bid – her hvor ordene lyder: ”Hvis der var én ting, hun ønskede at hun kunne tage med sig fra det alt sammen, så var det den følelse, hun fik, når hun gik ved siden af ham”.  Han sagde: ”Du ved, der er ting, som jeg tror på, ting, som jeg aldrig ville kunne bevise, og jeg tror på dem hele dagen, hver dag. Det forekommer mig, at min hjerne ville standse helt op uden dem. Og her, når jeg har beviser at tage og føle på” – han klappede hende på hånden – ”når jeg spadserer hen ad den her vej, jeg har kendt hele mit liv, hvor hver eneste sten og stub befinder sig dér, hvor de altid har gjort, kan jeg ikke helt tro det. At jeg er her sammen med dig”.

Hvor er det dog underfuldt at mødes og finde og få én at følges med i livet. Det er først og fremmest i det felt, den opstandne møder os. Det lød til kvinderne påskemorgen, da englen talte til dem i den tomme grav, og sagde: ”Han er ikke her. Han er opstanden, som han har sagt, og gået i forvejen for jer til Galilæa, der skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” Galilæa var der, de kom fra: Dagligdagen, hverdagen, sammen med de andre – det er der, han er, den opstandne, og møder os i forskellig skikkelse.

”Hvad er det at møde den opstandne?”, som vi synger det i en stor og stærk og ret ny salme i salmebogen (DS 249). Hvad er det at møde den opstandne? Det er ikke ét og det samme, og heller ikke noget håndgribeligt og på den måde beviseligt. Men det er ligeså virkeligt og nært som at gå med en anden i hånden. Det er at have én at følges med til livets ende. Ja, i liv og i død. – ”Fred være med jer!” som ordene lød, da han igen stod midt iblandt dem – ”med al sin kærligheds rigdom”, som vi siger det i nadverbønnen. Kristus, den opstandne, er her hvor vi er og går ved min side, hvor så end jeg går. Vi har fået noget at holde os til. Evangeliets ord ikke mindst. Glædelig påske!