Hobbitter er, som Tolkien beskrev det: ”et lille folk, omkring halvt så høje som os … De har det med at være tykmavede, og … de går uden sko, fordi deres fødder af naturen har læderagtige såler og en tyk, varm, brun pels, som ligner håret på deres hoveder (der er krøllet); de har lange, smidige, brune fingre, rare ansigter, og de ler en dyb, smittende latter…” En slags rare nisser. Småfolk. Barnlige sjæle i små kroppe. De rører ved noget i os, som trænger til at blive rørt og holdt levende i os, når vi bliver store og voksne og grueligt glemsomme i forhold til det vigtigste, eller umådeligt selvoptagne og blinde for det største i det mindste, og således for, hvor Gud kommer til os og har det med at finde sted.

Jeg glemmer ikke den adventssøndag for nogle år siden i Vær kirke, hvor jeg under salmen før prædikenen var på vej op ad trappen op på prædikestolen, og kom til at se en lille mus dernede på kirkegulvet. Det var bare et kort glimt af den lille mus, der pilede fra gulvværket i den ene side over kirkegulvet og ind under trægulvværket i den anden side. Det særlige for mig var, at jeg samtidig bemærkede, at en kvinde, en kirkegænger dernede på bænken, havde set det samme. Og at vi to i et lille øjeblik under salmens slutning fik vekslet smil og blikke, der sagde mig noget om, at også hun varmede sig ved synet af den lille mus i kirken. Som om den ved sin tilstedeværelse og hurtige færd henover kirkegulvet havde mindet os om, hvordan det er her i kirkens rum med evangeliets ord til os om det største i det mindste. Ja, om at den mindste skal blive den største, og at Gud selv på en ganske særlig måde kommer til os i dét felt. Og det er godt. Og det er stort, hvor småt og uanseligt det så end måtte se ud i manges øjne.