Hjertet slår og slår – indtil det en dag ikke slår mere. Som nordmanden Karl Ove Knausgård skriver det i indledningen til romanværket ”Min kamp” bind 1: ”For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det.”

Sådan er det. Og det er mærkeligt. Det er mærkeligt, at hjertet slår. At det begynder, denne stampende bevægelse, og fortsætter livet ud. Kort eller langt. Og det er, med tanke på ens eget og ens kæres hjerte, mærkeligt, at det stopper. At livet rinder ud, og den anden, eller en dag: jeg selv, ikke er mere. Det er mærkeligt, og helt uundgåeligt.

Jeg havde ikke været præst mere end ganske få år, da jeg en nat blev kaldt ind på sygehuset til en kvinde, jeg kendte fra kirken. Hun var alvorligt syg og døende. En kræftsygdom, som der ikke mere var noget at gøre ved. Og, hun var bange. Hun var så bange og angst, at jeg på det tidspunkt i mit liv aldrig før havde været i stue med én så fyldt med angst og uro. Fra søndagsgudstjenesten vidste jeg, at det havde betydning for kvinden at gå til alters. Jeg spurgte, om hun ville være med til, at vi holdt nadver her ved hendes sygeleje. Det ville hun gerne.

Klokken var omkring halv to om natten, da jeg på det lille bord dækkede op til nadver med brødet og vinen og et par stearinlys. Og allerede ved forberedelserne hertil faldt der lidt mere ro over kvinden. Og da vi gennemførte ritualet, og sammen modtog brødet og vinen i skæret af de levende lys og nadverens ord, faldt der endnu mere ro over hende. Hun døde rent faktisk henad morgenstunden. Hendes hjerte stoppede, inden det blev rigtigt lyst. Men forinden, i nattemørket og omkring nadverens fællesskab og brøds-brydelsen her, opstod der en stund, hvor kvindens hjerte, for en tid, endnu engang slog roligt og dæmpet. Og det var, uanset hvad, godt og betydningsfuldt!

Det var kun i et øjeblik, i en sprække i tiden, de sørgmodige Emmaus-disciple, i den fremmede genkendte Jesus. Og dog så var det uendeligt godt, og betydningsfuldt for dem, ud over alle grænser. Det er så fint et sted i Lukasevangeliet i Emmaus-beretningen (Luk. 24,13-35), som vi kalder hele denne hændelse, hvor de er nået frem til Emmaus. De to disciple stadig fyldte af frygtblandet sorg og uforstand – hvad skulle de tro? Hvad skulle de gribe og gøre i? ”Bliv hos os!” siger de til den fremmede. Og så er det, de kommer, de ord så fine og enkle: ”Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; …”

Det var blot en stund, det var kun et øjeblik, men det var nok til, at de nu havde ligeså meget at gå videre med, som de kvinder iblandt dem, der tidligt om morgenen havde været ude ved graven – den tomme grav – og ”med frygt og stor glæde” var gået bort, nej, løbet bort fra graven med englebud: ”Han er opstanden!” – ”Kristus er opstanden!” – ”Herren er virkelig opstået.”

”Der faldt en sten fra mit hjerte”, som vi kan sige det, når en stor lettelse indfinder sig. Stenen for graven, for indgangen til gravhulen, var væltet fra. Og derinde i gravhulens talte en engel med lysende ord til dem – ”Han er ikke her. Han er opstanden fra de døde. Han er gået i forvejen for jer til Galilæa. Der skal I se ham.” – Og sten faldt fra deres hjerter. Tunge, tunge tanker, så tunge som kæmpesten, begyndte at falde fra deres hjerter. Som allerede i glimt på vejen til Emmaus: de to disciple sammen med denne fremmede – som ved bordet og brødsbrydelsen og velsignelsens ord om aftenen i Emmaus – tunge sten faldt fra deres hjerter. Og brændende begyndte deres hjerter igen at banke for alt det, der med Jesus var sat ind i verden. I deres liv, i deres tanker, sind og hjerter: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” Jo. Og nu ikke mindre aftenstunden sammen med den fremmede ved bordet, med brødsbrydelsen og velsignelsens ord, som den, ja, for dem, ganske særlige øjenåbner.

Her begyndte alting for dem på ny. Åbne øjne. Åbne skrifter. Åbne sind. Og varmt bankende hjerter i en aftenstund så fin.

Glædelig påske!