I stalden derhjemme på den lille sydvestjyske gård, hvor jeg voksede op, og hvor mine forældre, min mor i hvert fald (min far er p.t. på plejehjem) stadig har hjemme, boede der i min barndom adskillige svalepar. Den ene svalerede efter den anden klinet i ler og strå op under loftsbjælkerne. Hvert år i april vendte svalerne tilbage til de samme reder under loftet i stalden efter deres lange rejse fra Afrika. De gjorde rederne i stand og snart kom små svaleunger til verden dér. Og de voksne svaler, far og mor, fløj med forrygende præcision ud og ind gennem sommeråbne stalddøre og vinduer med føde til deres små i reden i stalden. Helt fra Afrika, Sydafrika endda så vidt jeg ved, kom de. Det er en fascinerende tanke, at målet for sådan en enormt lang rejse på tværs af kontinenter er så beskedent et hjem under en loftsbjælke i en stald. Det siger noget om, at man kan foretage en hvilken som helst rejse, hvis målet er hjem. Ydmygt eller imponerende.

Hjem er hvor dit hjerte hører til. – Når det er et sted, hvor der findes kærlighed og læ, er der intet sted, som et hjem. Da er det et af de smukkeste ord i ethvert sprog: Hjem. Og for øvrigt i slægt med ordet hemmelighed. ”Jeg skal hjem”, siger du, og det er ikke helt til at forstå hvordan du har hjemme, der hvor du har det. Men jeg ved det godt alligevel, fordi jeg skal også hjem. Hjem til jul. Hjem til de andre. Og således på en helt særlig måde også hjem til mig selv.  – Jul uden et hjem er nærmest utænkeligt. Ikke på noget tidspunkt i året er der så mange gode kræfter i gang for at give også den hjemløse et hjem denne ene aften. Et sted at holde jul. Sårbare som vi er har vi brug for at have hjemme. Have hjemme hos os selv og have hjemme hos hinanden.

Hjem er hvor dit hjerte er. Enhver må tage bolig i sig selv, hvis livet skal være godt. Have hjemme i sin egen krop, sit eget liv. Så godt som muligt hvile i sig selv. Og hvile i sig selv det gør sjovt nok kun det menneske, der med sig selv og sit liv hviler i en historie større end ens egen personlige livshistorie. Et menneske der hviler i sig selv har jo langt fra nok i sig selv, men hviler med sit liv i en grundfortælling stor og rummelig med plads til de andre og til at de også kan høre til og have hjemme i mit liv.

En sådan historie, en sådan grundfortælling, er evangeliets. Juleevangeliet om barnet født i stalden, lagt i krybben, svøbt i klude og kærlighed. I det barn tog Gud bolig. Som svalen fra Sydafrika finder reden under loftsbjælken i en ganske bestemt stald i Vestjylland, sådan finder Guds Ånd fra himlen sin ”rede” og sit særlige sted i barnet født i stalden i Betlehem. I barnets krop med barnets sårbarhed viser Gud sig for os og lyser hermed sin velsignelse over os og vore sårbare sind og kroppe. Barn Jesus som voksede op og blev Kristus den korsfæstede og opstandne. I ham og hans livshistorie har vi hjemme ”midt i den mørke vinter”. Og derfor: Glædelig jul!