Vi har ikke så mange bjerge i Danmark. NB. Jo, vi har faktisk her i Vær sogn et område, der hedder Bjergene – med en fantastisk fin udsigt udover sognet og her nedover Vær kirke på den lille bakketop ved søen! Ja, og så har vi jo da Himmelbjerget. Det er et godt navn. Himmelbjerget. Vi var der en pæn stor flok præster her fra Århus Stift for to et halvt års tid siden sammen med professor Erik A. Nielsen, som er så fin en litteratur- og bibelfortolker, og hvis yndlingshistorie i Bibelen er den, vi kalder ”Forklarelsen på bjerget” (Matt 17,1-9). Beretningen om Jesus og de tre af disciplene på bjerget – Himmelbjerget, havde jeg nær sagt – med strålende syner og visioner om sammenhængen med den gamle pagts helt store skikkelser, Moses og Elias, og den nye pagt med Jesus badet i stråleglans og ord fra himlen – som ved dåben, Jesu egen dåb i Jordanfloden, med himmelordene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”, som vi hørte om det den sensommerdag på Himmelbjerget.

Vi har ikke så mange bjerge i Danmark. Men så har vi da klitterne derude ved Vesterhavet. Vi var der i et sommerhus en vinteruge, i storm. Det knagede i træværket. Huset gav sig, men blev stående. Det havde vi til gengæld svært ved, da vi et par gange i stormen gik til havet. Op over den sidste klitrække måtte vi stride os baglæns afsted op imod vinden og sandfygningen. Mærkeligt nok var der nede på den anden side, på stranden med havet og de skumtoppede bølger derude så langt øjet rakte, en form for læ. Det var ligesom om de ret høje bølger, der buldrede ind mod stranden gav lidt læ.

Vi har ikke mange bjerge i Danmark, men vi kan godt opleve storheden med stunder af forklarelse og begejstring alligevel i dette lave land. Jeg hørte om en femårig pige, som var ved Vesterhavet sammen med sin mormor. Det var en dag uden storm og blæst. End ingen vestenvind, men en svag brise fra øst. Det var for første gang nogensinde pigen var med ved Vesterhavet. Hun var begejstret, den femårige. Løb igen og igen ud mod vandet og den modsatte vej – op imod vinden – op i klitten. På et tidspunkt helt op på det højeste punkt på én af klitterne. Det var heroppefra pigen råbte til sin mormor: ”Mormor! Mormor! Skal vi ikke blive her for evigt?”

Skal vi ikke blive her for evigt? Det var noget af det samme, der fyldte disciplen Peter, da han deroppe på bjerget så Jesus og det hele i et forklarelsens lys: ”Herre, hvor er det godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter…” – her, hvor alting går op(!), og hvor troen og begejstringen med overhovedet ikke er noget problem, men fylder hver en pore i krop, sind og sjæl: Skal vi ikke blive her for evigt? Men det skal vi ikke, os som lever her på jorden. En tid. Vi skal ned i dalene og ud på det flade og jævne. Og engang imellem op i højden. Men vi kan ikke, og skal ikke, i vores jordiske liv være deroppe i en uendelighed.

Og nu kan man, formoder jeg – og håber jeg – godt høre, at jeg også taler i overført betydning. Det går op og ned, her i livet. Nej, korrigerede en ældre mand mig engang: Det går ned og op! Ja, og måske – hvem véd! – måske går det op det hele til sidst! Vi får se. Og vi får også undervejs – fra himlen, fra Gud og alle gode kræfter – følgeskab og hjælp og nærvær. Også når det går ned ad bakke.

Jesus gik med dem ned fra bjerget (Himmelbjerget). Det blev så stærkt og overvældende for disciplene deroppe, at de ”blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: ”Rejs jer, og frygt ikke!” ”Jesus ”gik hen og rørte ved dem” – det er godt at blive rørt – på alle måder. Det er godt at blive bevæget, og til tider begejstret med. Og det er godt, hvis det er blevet til for meget af det gode – eller for den sags skyld, af det værste – at en stemme kan lyde til mig med ord som: Frygt ikke!

”Rejs jer, og frygt ikke!” siger Jesus. Det er engleordene over dem alle: Frygt ikke! som det lød til hyrderne på marken julenat, og til kvinderne ved Jesu tomme grav påskemorgen: Frygt ikke! Vi har ikke mange bjerge i Danmark. ”I et land uden høje bjerge”, som Michael Falck synger det, ”I et land uden høje bjerge / hvor det både regner og sner, / skal jeg leve min dage / og dø den dag det sker… // Det her land har min bedstefar dyrket i sit ansigts sved // og min mor, hun tog min far og fik mig – af kærlighed / I et land uden høje bjerge / vil jeg bygge, vil jeg tro / I et land uden høje bjerge / vil jeg bygge, vil jeg bo.” Ja, så længe det varer. Og gid det må vare længe! ”Mormor! Mormor! Skal vi ikke blive her for evigt?” Nej, ikke her. Men i Guds kærlighed. I Guds himmel. For evigt. Frygt ikke!