”De var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange” (Mark 16,8). Her begynder det – kirkens og kristendommens historie – alt det, der med evangeliet er sat ind i verden. Her begynder det: I rystelse og afmagt, i frygt og bæven, med tunge tanker og tavse læber: ”for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. ”Påskeblomst! hvad vil du her? / Bondeblomst fra landsbyhave / uden duft og pragt og skær” (DDS 236,1). Her begynder det. I det, der først ikke ser ud af noget andet end undergang og tomhed, meningsløshed og endegyldig afslutning. Her begynder det. Det, som bliver til en glæde så stor, til lys og liv. Og opstandelse, på alle mulige måder. Til tale og glædessprængte ord. Til mod og mening, fylde og forundring. Til tak og lovprisning. Til fryderåb og sang i katedraler og menneskehjerter kloden rundt påskemorgen: Halleluja! Halleluja! – Kristus er opstanden!

Kvinderne ved Jesu tomme grav påskemorgen ”var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Her begynder det. Her, hvor det meget vel kunne være sluttet det hele med et stort endegyldigt punktum. Stort som en urokkelig kæmpesten ved en grav. I sig selv et kæmpe punktum. Og vel var stenen på mærkværdig vis væltet fra indgangen påskemorgen, og vel var der en engel, der talte til dem derinde i graven, men gravens tomhed var den morgen, da de flygtede fra graven, i første omgang blot endnu en understregning af det kæmpepunktum de med Jesu lidelse og død i sig selv stod med. Og nu end ikke et lig at salve. Punktum, finale, færdig. Ikke mere at gøre. Ikke mere at sige. Her, hvor det meget vel kunne være sluttet det hele – endegyldigt – her begynder det. For endegyldigheder brydes, når og hvor Guds kraft og kærlighed, Guds nåde, er på spil. Endegyldigheder brydes, sten væltes fra. Det revner og sprækker og lys finder vej til førhen mørke steder. Frygten og angsten og sorgen tager af, talen tager til. Ord sættes på og liv finder sted, på ny. Opstandelse finder sted. Punktum bliver til komma. Noget nyt vokser frem (..,) Fortsættelse følger!

Og det begynder her. Her, hvor vi er. Den store svenske digter, Tomas Tranströmer, som døde den 26. marts 2015 (knapt 84 år gammel) skriver i et af sine digte tilbage fra 1966 (”Klange og spor”): ”Året før jeg dør vil jeg sende fire salmer ud for at opspore Gud // Men det begynder her. / En sang om det nære. / Det nære. // Slagmarker i os / hvor vi Dødes Knogler / slås for at blive levende”. Det begynder her. Halleluja! Her ”hvor vi Dødes Knogler / slås for at blive levende.” Hvor tilbageslag, tab og trængsler hører tilværelsen til. Og i sidste ende, altid, døden. Det begynder her.

Det begynder påskemorgen med engleord, der først fører til forstummelse hos en lille flok fortumlede kvinder, men som ikke stopper her – for det gør engleord ikke – men – som sekunderne går, minutterne, timerne, dagene med måske – trænger sig ind i hjerter og sind og sans og skaber opstandelse og nyt liv – her – hvor det begynder. ”I hjerterne begynder” som vi synger det med Thorkild Bjørnvig, ”I hjerterne begynder / al visdom, alle ynder. / Fra vore pulse springer / til fodsål og til finger / den rytme, som blir dans”. Springende, dansende, løbende lettelse blev flugten fra graven påskemorgen forvandlet til. Springende, dansende, løbende lettelse, da engleordene på vej bort fra graven virkelig gik dem til hjerte – hen til hans disciple og siden udover hele verden til alle folkeslagene med det budskab: Kristus er opstanden! Kristus er opstanden, og vi skal opstå fra de døde!