Der er mange, der gerne vil ansætte folk, som ”brænder for” det ene eller det andet virke inden for hvilket fagområde det nu måtte være: Skolelærer, sygeplejerske, pædagog, præst, pedel – hvad som helst – bare du ”brænder for det”, så kan det godt tænkes at være lige netop dig, vi søger.

Det er, som jeg ser det, for meget af det gode at forvente, at vi nødvendigvis skal brænde for det, vi beskæftiger os med arbejdsmæssigt. Derfor blev jeg opmuntret, da jeg så en artikel på Kirke.dk, hvor en graver fortæller om sit virke på kirkegården under overskriften: ”Jeg vil hellere skuffe, end jeg vil brænde”. Graveren fortæller her om sin foretrukne form for ukrudtsbekæmpelse velvidende udtalelsens dobbelte betydningslag med ordene: Hellere skuffe end brænde.

Godt sagt. Og her forlader jeg straks ukrudtsbekæmpelsen i det rent konkrete aspekt, for i stedet for at anvende udtalelsen til at tale for en tiltrængt udlugning i det sproglige omkring vores forventning til den enkeltes arbejdsindsats og indstilling til ens eget og andres professionelle virke.

Det er, og det er det i øvrigt inden for også andre vigtige livsområder end ens arbejde, nødvendigt at kunne ville skuffe. Det er for mange af os bestemt ikke rart at skulle skuffe. Men gør vi det ikke af og til, eller arbejder hele tiden på for alt i verden ikke at komme til at gøre det, så er det meget sandsynligt, at du der, hvor du i et væk forsøgte at brænde i dit virke og leve op til de andres overdrevne forventninger (eller måske allermest bare din egen forestilling herom) – at du her ender med at brænde ud.

Ja, det gælder også i alle de mellemmenneskelige forhold i øvrigt. Vi må hver især tage på os, af og til, at skuffe hinanden. ”Rådighedsforpligtelsen” er ikke uendelig.

Jeg tænker, at det må være nok – ja, faktisk umådeligt passende – at forsøge at gøre sit arbejde ordentligt. Og i det hele taget bestræbe os på at behandle hinanden ordentligt og respektfuldt. Også ind i de helt nære relationer, hvor nok så varme følelser kan finde sted, må vi være varsomme med (hjemme)brænderiet, som kan have store omkostninger og øve os på i givne situationer hellere at ville skuffe end at brænde. Også i en sommerferietid med nok så store forventninger til at få indhentet det ene og det andet forsømte. Vi skulle jo nødig brænde hinanden af.