Der er – tørt bemærket, af gode grunde – afbrændings- og bålforbud i Danmark i disse uger. Ildløs, som det hed i gamle dage, er, og specielt da i tørketider, en farlig og livstruende sag. Det oplevede de i det centrale Portugal et par hundrede kilometer fra Lissabon sidste sommer. Midsommeren 17 udbrød en kæmpe skovbrand i området her – 62 menneskeliv gik tabt. Men havde det ikke været for kvinden Maria do Céu Silva, så havde dødstallet været noget højere. Som der stod i overskriften til artiklen, jeg læste: ”12 personer overlevede ved at gemme sig i en vandtank”. Blandt de reddede var Maria Silva´ handicappede mor og 81-årige far og flere andre ældre og børn samt hende selv og hendes mand. Det var blevet for sent at flygte og umuligt at komme væk fra branden, som nu nærmede sig alle steder fra. Så var det Maria do Céu Silva fandt på, at få sin handicappede mor og gamle far og de andre og sig selv med, op i den store vandtank og ned i dén – med, jo altså, en hel del vand i. Som hun selv udtalte det til avisen bagefter: ”Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde”.

Havde det ikke været for tánken, ville vi alle være døde! Eller, med en lille trykændring: Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde! Havde det ikke været for tanken…! Hvilken tanke da? Ja, i grunden den kristne tanke og grundfortælling om bevægelsen fra død til liv, fra mørke til lys, fra sorg og desillusion til glæde og livsmod. ”Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde”. Havde det ikke været for alle store, gode ord skænket os på en ganske særlig måde gennem kristendommen var vi så godt som døde.

Her kommer jeg så apropos det med trykket og trykændringen til at tænke på en lille bog, som Niels Hausgaard og (Den Gyldne Løve) Jens Memphis talte om at udgive, for en del år siden. Det skulle være en madopskriftsbog udsprunget af deres lyst til noget natmad, når de hver for sig kørte hjem sent om natten efter en koncert og kun havde tankstationskiosker som mulige indkøbssteder –  bogen skulle hedde: ”Det bliver ved tanken”! NB. Én af de retter de udtænkte var, kan jeg huske: Radiatoropvarmet dåsemakrel med vingummibamser strøet udover!

Det bliver ved tánken. Det bliver ved tanken. Det gør det ikke, nødvendigvis. Og slet ikke, når sindet åbner sig for oplivende ord og tanker. Ord der, når du altså selv skænker dem en tanke, kan gå i kødet på dig og blive til levet liv. Det er det, det hele handler om. Det er det, der meget gerne må ske – også en søndag til gudstjeneste i en eller anden kirke i sommerlandet: At Ordet og ordene båret af Ånden må gå i kødet på os og blive til levet liv derude. Det er meningen. Og det er i virkeligheden livsnødvendigt: ”Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde”. Havde det ikke været for sangene og alle de skønne oplivende ord… – Af Ord er du kommet, til Ord skal du blive, af Ordet skal du igen opstå – for nu at stramme den lidt op! Det handler, allerede nu, om opstandelse. Det handler ikke alene om at undgå at dø (selv om det sandelig er en god idé). Det handler ikke kun om at være her så længe som muligt. Det handler ikke bare om at overleve. Med det dyrebare liv i sigte – altså ikke ”bare liv” men det dyrebare liv, handler det altid om opstandelse. Om tilstedeværelse og nærvær nu i dette øjeblik. Sagt med Benny Andersen i digtet ”Til” (fra digtsamlingen ”Kram” (2009) på kanten til de 80): ”På mine gamle dage / bliver jeg mere og mere opsat på at være til / bare være til stede / til gavn og glæde / helst uden at være til besvær / til grin / til fals / til overs / nej, bare føle mig vel til mode / ved tanken om alt det jeg har til gode / af liv og levned / af leg og lyst / Jeg er især til kvinder / men koncentrerer mig kun om hende / som nu på mine gamle dage / gør mig mere og mere opsat på at være til / bare til / til / og atter til!”