Grundlovsdag er det nærmeste vi i Danmark kommer på en national mærkedag. Festen for folkestyret, junigrundloven af 1849 med senere tilkomne revisioner. Festen for demokrati og ytringsfrihed og hvad vi nu har, og som der vitterlig er grund til at glæde sig over og værne om og være med til at udvikle i den bedst tænkelige retning. Hvad så når vi er i kirkens og kristendommens regi – har vi så også en lov, en grundlov, at holde os til? Ja, det har vi sådan set. Og loven, grundloven, hedder: Du skal elske! Eller rettere: Du er elsket, elsk!Sådan er det med menneskelivet i evangeliets lys. Og bortset herfra så har vi ingen love at holde os til, når det gælder livet i grunden, for man kan ikke lovgive sig til liv. I grunden er menneskeliv grundet på kærlighed og kærligheden kan ikke med paragraffer. Ikke love men Love (engelsk).

Kristendommen, evangeliet, har os ikke noget udspecificeret at sige, når det gælder samfundsindretningen og familie- og samfundslivet i detaljen. Der findes ingen kristelig lovsamling vi kan henvise til og grunde vores specifikke initiativer og afgørelser på. End ikke med så smukke velmente tiltag som Grøn kirke eller engagement i asylsager og lignende. Bestemt heller ikke hvad angår den økonomiske politik og fordeling af goderne.

Kristendommens grundperspektiv er ikke haven (og hvilken haveejer kunne ikke godt drømme lidt om det synspunkt nu lige for tiden, hvor ukrudtet vælter op!) – ikke haven, men væren. Ikke skrabe til sig og forsøge at sikre sig sit liv på alle de måder, man nu kan forsøge at gøre det. For liv kan ikke sikres eller haves som ejendom. Livet er en gave. En morgengave – og ”sjælen er et pilgrimskor” – længslen har vi alle i os – og frygten med – og tendensen til hegn og aggression – men ”jeg vil helre slå min plæne / end slå løs på pæne folk.” ”Hvorfor skal man slå på tæven / eller bruge tæveord? / Jeg vil trykke folk på næven. / Jeg er ingen tævedor.” Nej, og hvor er det dog godt med fredelige mennesker, der vil ”enes med hinanden / og sig selv og ha det godt.” Og som kan se, at ”Livet er en dejlig gave. / Jorden er en herlig jord.”, som Halfdan Rasmussen skriver det i sit heltekvad (”Noget om helte”).

Man kan ikke hegne sig til liv. Man kan ikke skrabe sig(!) til liv (selv om mange drømmer om det). Man kan ikke skabe ved at skrabe og leve livet ved at holde på sit eget i et væk, hvad enten det så er ens penge og ejendom, eller meninger og ret. Det bliver man aldrig et rigtigt menneske af. Det er nok ikke helt tilfældigt at der i ordet ”griskhed” (som Jesus gentagne gange advarer imod), gemmer sig en gris: Med griskhed bliver man et svin. Griskheden nærer, uden tvivl, den indre svinehund.

Som Jesus advarer mod det i én af sine kendte Gudsriges-lignelser om den rige mand og al hans havesyge (Luk 12,13-21). Ikke din haven, din gøren og laden og lader nok så fulde, men det der altid kommer først og før alt det andet: Din åbenhed, din modtagelighed, din vilje og lyst til at dele livet med de andre og ikke bilde dig ind at du får noget ved alene at holde på dit eget. Det er i vekselvirkningen, livet bliver til. Vi låner alt af hinanden. Vi har i virkeligheden ingenting i os selv og af os selv. Tillid, åbenhed, tilstedeværelse og nærvær. Det er her, der skal investeres.

Det hedder, som Jesus siger det, at ”være rig hos Gud”. Det er godt at være det: Rig hos Gud. Og af Guds nåde. Som vi dybest set er det. For det er fra Gud det kommer, alt det vi i grunden lever vort liv på. ”Kærligheden er af Gud” (Joh). Eller sagt med Kingo: ”Hver morgen i min skål / en nåde uden mål / til mig nedflyder” (DDS 743,2). Så: Lad det strømme (videre)! ”Det er nu du skal leve dit liv, min ven”, som vi synger det i en højskolesang, det er nu, du skal synge, elske og leve. Og gøre det med Kristi grundlov og Guds velsignelse i ryggen, for det er i grunden et og det samme.